Hvorfor nu en engelsk titel? Jo, først og fremmest fordi acquired taste er et rigtig godt engelsk udtryk, som vi ikke har en ækvivalent til på dansk. Direkte oversat betyder det erhvervet smag, og det siger vi jo ikke.
Det handler om at lære at værdsætte, kunne lide noget, som man oprindeligt ikke brød sig om, eller som ikke sagde en noget. Som når børn, der ikke kan lide gulerødder, efter sigende kan komme til at kunne lide dem, når de har smagt dem 8-15 gange.
Således også med mig (Preben), blot ikke med gulerødder men med røget whisky...
Og så indeholder overskriften ordet peated. Det er det ord, man på engelsk typisk bruger om whisky, der er røget, og som derfor ofte står på etiketterne. Så ordet er nyttigt at kende.
Peat betyder tørv, og det er røgen fra brændende tørv, der tilfører den maltede byg, som whisky fremstilles af, den karakteristiske røgede smag.
Tørret og våd tørv ved røgovnen på Springbank destilleriet
Der er betydeligt færre røgede end ikke-røgede whiskyer på markedet, hvilket kunne indikere, at der ligeledes er færre mennesker, der er glade for de røgede end for de ikke-røgede.
Lidt paradoksalt har jeg personligt haft den oplevelse, at når jeg har spurgt folk, som jeg kommer til at snakke med om whisky, hvad for noget whisky de bedst kan lide, har alle sagt røget whisky, og man har nærmest enstemmigt nævnt to specifikke: Laphroaig 10 år og Lagavulin 16 år, som begge hører til de mest røgede skotske whiskyer. Måske de er en slags Peated Greatest Hits?
Jeg kunne også have kaldt denne artikel Rejsen hen mod de røgede whiskyer. For det har været en langsom bevægelse over nogle år, fra hvor jeg slet ikke kunne lide røget whisky henover at kunne lide én med meget diskret og delikat røg, videre til en med moderat røg og indtil videre endende med nogle med kraftig men stadig delikat røg. Dem er jeg meget begejstret for - og lige så begejstret som for mine favoritter blandt de ikke-røgede.
Selv om man bruger angivelsen ppm (= phenol parts per million) som en objektiv skala for graden af røgethed, hvor fx 15 ppm er svag røg og 40 ppm er kraftig røg, så er min klare erfaring, at ppm-angivelsen ikke kan stå alene, når den subjektive oplevelse af røgstyrken og -karakteren skal indkredses.
For det første er det forskelligt, om ppm-værdien angives på baggrund af den røgede malt inden yderligere forarbejdning, hvor værdien er højest, eller om det er værdien i det færdige destilat eller produkt, man måler.
Jeg vil påstå, at selv om man målte på samme måde, og havde flere forskellige produkter med samme ppm-værdi, ville man sagtens kunne opleve røgen udtrykke sig på meget forskellige måder.
Når det er mest direkte og voldsomt, minder røgduft og -smag i whisky mest af alt om at stå med næsen inde over et voldsomt rygende lejrbål. Andre gange er røgduft og -smag mere delikat og forfinet, også selvom røgen er kraftig. Her vil der være en mindre tendens til at "smagen af whisky" overdøves af røgen. Og det er sådan jeg godt kan lide det: relativt blid og subtil røg, der ligger side om side - eller sammensmeltet - med de andre komponenter og nuancer - og ikke som et tætsluttende låg, der holder alt andet nede.
Den whisky, der var den første til at få mig til at værdsætte røg-komponenten, var Benromach 10 år (Speyside), som jeg finder er en meget lækker og helstøbt whisky. Røgen er meget diskret og mild. 10-12 ppm.
Da jeg for nogle år siden i den indledende fase af min seriøse whisky-interesse søgte anbefalinger alle mulige steder, kom jeg bl.a. forbi en artikel, hvor en række whisky-eksperter og bartendere hver udnævnte deres favorit-whisky. En af dem (Blair Bowman) havde Benromach 10 år på førstepladsen, og den havde han valgt ud fra kriteriet "...hvis jeg skulle vælge kun at drikke én whisky indtil jeg dør".
Den måtte jeg smage! Han nævnte ikke noget om røg, hvilket var heldigt, for så havde jeg på det tidspunkt ikke købt den...
Den næste whisky på røg-rejsen var Bowmore 12 år (Islay), som jeg første gang smagte på en restaurant i Skotland.
Her var røgen på et niveau, hvor jeg først ikke havde bemærket den men endte med at spørge en medsmager: Sig mig, er der ikke en smule røg her?
I den flaske, jeg efterfølgende købte, var der tydelig røg, og selv om røgen var i den lidt grovere genre, var whiskyen som helhed dejlig, bl.a. grundet dens lethed (40% alkohol), og fordi røgstyrken var meget velafstemt i forhold til de andre dufte og smage.
En anmelder har kritiseret Bowmore for stor batch-variation, hvilket måske kan forklare oplevelsesforskellen på restaurantens glas og min flaske.
Det afgørende spring kom, da jeg tog mod til mig og købte en decideret røget whisky - der står eksplicit peated på etiketten.
Når jeg vovede at binde an med en hel flaske, var det fordi jeg havde smagt whiskyen i forbindelse med mit besøg på Springbank destilleriet i Campbeltown, og her oplevede jeg, at røgen var delikat og tilpas doseret. Så jeg var nysgerrig efter at erfare, hvordan jeg ville have det med ikke blot at udsætte mig for en smagsprøve på et par centiliter.
Forhandlere oplyser, at malten er røget til 55 ppm, hvilket destilleriet ikke oplyser noget om. Men de fortalte, at malten røges i 48 timer.
Longrow hedder Springbank's røgede whisky, som (i standardudgaven) er uden aldersbetegnelse.
Det gik rigtig, rigtig godt med flasken, og jeg kom virkelig til at holde af Longrow, som i nogen tid var den bedste røg-whisky, jeg havde smagt. Raffineret, lækker, balanceret og smagfuld i enhver henseende. Ikke noget bedøvende lejrbål her.
Efter at have smagt den, gav det selvfølgelig ikke længere mening at sige, at jeg ikke kunne lide røget whisky; jeg havde erfaret, at det - udover en gradvis og langsom tilvænning - kom an på hvilken en af slagsen, jeg udsatte mig selv for. Der var alle mulige gradueringer af røgtype - og styrke. (Lidt ligesom at ost jo ikke bare er ost!) Og herfra var det jo bare at gå på jagt efter andre røgede lækkerier, for selvfølgelig - sagde jeg til mig selv - måtte de findes.
Endnu en ny smagsverden havde åbnet sig! Hurra!
Longrow kandiderer stadig til førstepladsen blandt de røgede whiskyer, jeg har smagt, om end der senere har vist sig et par konkurrenter.
Jeg var undervejs også forbi nogle whiskyer fra Ardbeg (Islay), som jeg på baggrund af input fra forskellig kant anså som uomgængelig i røg-afdelingen.
Min subjektive vurdering for den bedste af de tre Ardbeg'er, jeg har smagt, Ardbeg 10 år (Islay), lød på 4,3 stjerner, hvilket jo er en fin score (Longrow har jeg til 4,8). Men røgen er lige en tand kraftigere og grovere, end hvad jeg foretrækker.
Så var der til gengæld bingo, da jeg smagte Bruichladdich Port Charlotte 10 år (Islay) med tilføjelsen Heavily peated på etiketten.
Den var lidt rå umiddelbart efter åbning, og jeg har endnu kun smagt 1/4 flaske og venter med den endelige bedømmelse til flasken er tom. Men den kunne måske godt komme til at konkurrere med Springbank's Longrow om at være den bedste røg-whisky, jeg indtil videre har smagt.
Jeg har ikke planer om at stoppe her. Lige nu står to røgede whiskyer på ønskelisten: 1) Caol Ila 12 år (Islay), som jeg har smagt et glas af på en restaurant, hvor jeg oplevede, at der under røgen var en frugtig og nærmest frisk smag.
Endelig skal jeg også have fat i en flaske Tobermory Ledaig 10 år (Islands), som den meget underholdende og originale (og mærkværdigt point-nærige) skotske youtube-anmelder, Ralfy, havde som sin Årets whisky 2022.
Så må vi se, hvordan det går videre derfra.
Under alle omstændigheder: Det er ikke nogen kedelig rejse...
Oktober 2023
