2020

Efterårsskov

Nå. Hvad har sådan et skovbillede med vin at gøre? Ikke noget som helst. Men 2020 har godt nok også handlet om andet end vin! Året har jo fuldstændig stået i coronavirussets tegn.

Vi har ikke deltaget i vinsmagninger. Vi har ikke været ude at rejse. Vi har ikke været til rare sammenkomster med venner og familie. Vi har siden midt marts ikke været i fysiske forretninger, jo et par gange på apoteket, for at hente noget akut nødvendig medicin. Vi har ikke været på restaurant eller café. Vi har trukket os fra vores lønarbejde, (dog var det en tilfældighed at Prebens tilbagetrækning tidsmæssigt faldt sammen med corona)

Samfundet har været lukket ned. Og vi har lukket ned for at beskytte os. Og her kommer skoven ind i billedet. Den har givet sit vigtige bidrag til at holde os mentalt gående i denne mærkelige og vanskelige tid. Vi har dag for dag fulgt med i årstidernes skiften, hvilket har været vidunderligt. Og så er det bare velgørende at og at gå omgivet af den smukkeste natur, som man trods alt ikke behøver rejse til udlandet for at finde.

Fornyelse af Månedens Vin

Vi indførte i 2019 Månedens vin, hvor vi fremhævede en vin konsumeret den forudgående måned. En trofast læser ytrede ønsket, at de vine, vi på denne måde fremhævede, ville være vine, som man aktuelt kunne købe, hvor månedens vin indtil da ikke sjældent havde været en vin, som enten var udsolgt her i landet eller var købt i udlandet og ikke kunne fås herhjemme. Et forståeligt ønske, som jo giver jer læsere umiddelbar mulighed for selv at smage på de anbefalede dråber - super ide!

Den afstedkom, at vi i maj ændrede Månedens vin til Månedens vine, fordi der den første måned var flere aktuelt forhandlede vine, blandt dem vi havde indtaget, som vi kunne kaste klare og fremhævede anbefalinger efter. Sådan var det også i resten af årets måneder. Så indtil videre har vi kunnet fastholde "konceptet".

Nyttige favoritter

Samme nyttefokus vil vi denne gang lægge på vores omtale af årets vine, altså: de Etiket vine vi nedenfor fremhæver, er vine, som du i skrivende stund, kan gå ud og købe. Der er ikke tale om store men derimod afsindigt nyttige vine, hvor vi har været glade, hver gang vi har drukket en flaske. Og så er de til at betale.

Den vin, vi har både købt og drukket flest flasker af i 2020, er den hvide Bourgogne, Dominique Gruhier, 2016, som passer godt til flere af vores hverdags-fiskeretter. Den har tilstrækkelig med friskhed og lethed til at gå fint til Etiket hvid fisk og tilstrækkelig med god Chardonnay-karakter til at være en god ledsager til laks. Og så smager den bare godt og har gjort det alle de otte gange, vi har drukket den. Ikke en vin, der i vores anmeldelse får kæmpeord med på vejen, men ih, hvor har den været nyttig og stabilt tilfredsstillende.

Den rødvin, som vi i årets løb købte flest af, og som har været mest driftsikker og pletskudsrammende, når vi ville have os et godt glas mellemklasse toscansk Sangiovese, er Rosso di Montalcino, Il Poggione, 2018. Meget velsmagende med fin balance mellem dejlig frugt og lækkert fadpræg. Blid og meget drikbar. Dejlig både uden og med mad.

Etiket

På en delt andenplads, hvad angår antal indkøbte flasker, har vi Viré-Clessé, Domaine Saumaize-Michelin, 2016. Endnu en hvid Bourgogne men med mere fylde og mere mærkbart - men helt afbalanceret - fadpræg end ovennævnte fra Dominique Gruhier. Og så en god friskhed side om side med en lille sødme. Meget lækker og super til mad. Også den har vi været stabilt glade for at nyde adskillige gange.

Femstjernede vine

Uanset om vi anmelder vine eller ikke, tildeler vi til eget brug stjerner for vores vurdering, hver gang vi drikker en vin. Du kan se en liste over alle de vine, som mindst en af os har takseret til fem stjerner i 2020 (i nogle tilfælde har vinene kun fået fire stjerner på Vinsiderne, fordi dét var vurderingen, mens de endnu var til salg). Vi linker til vine, som vi har anmeldt, og de vine, der i skrivende stund stadig kan købes, står med fed skrift.

Madindkøb i corona-tiden

Vi går - hvilket næppe kan overraske - op i god mad og god vin. Så da landet i marts lukkede ned, vovede vi os - eller rettere: den ene af os som det sig hør og bør - én gang ind i et supermarked for, som vi plejer, at kunne udvælge bananerne med den rette modenhed, de bedste kødstykker osv. Det oplevedes som så ubehageligt, selv om folk faktisk holdt god afstand, at vi besluttede ikke mere at købe ind i fysiske butikker, så længe vi kunne risikere corona-smitte.

Den beslutning har været profitabel for coop.dk og især nemlig.com, som siden da har leveret alle vores dagligvarer udenfor hoveddøren. Vi har været og er fremdeles meget taknemlige over, at der findes den type mulighed for dagligvareindkøb. nemlig.com logo
Det har fungeret overraskende godt. Vi havde forventet et noget snævrere vareudbud, end når vi kan gå rundt og købe ind i en bred vifte af butikker. Men vi har ikke manglet noget. Og bortset fra en hyppig forekomst af trykkede og dermed ubrugelige avocadoer, bananer og appelsiner (som dog modstandsfrit er blevet refunderet), har kvaliteten af leveringerne været høj.
Først i december løb vi tør for den første madvare, som vi ikke lige kan få i tilsvarende kvalitet hos de store store onlineforhandlere: pesto, som vi var så heldige at købe litervis ind af hos Supermarco, før coronavirusset slog til. At vi må undværre vores skønne pesto, indtil vi får vores vaccinestik, er nok til at leve med. Ingen hungersnød. Ej heller noget nævneværdigt kvalitetsdyk og for nogle madvarers vedkommende har der været tale om bedre varer.
I taknemmelighed gør vi hermed lidt reklame for disse services.

Forbedret vinservice under coronaen

Det har i det hele tage været helt uproblematisk at være henvist til ikke blot at købe dagligvarer men også alt muligt andet udelukkende online. Vi har med få og ubetydelige problemer fået alle mulige slags varer leveret 143 gange siden marts.
Hvad vin angår, hjalp flere forhandlere i foråret med til at få handlen til at glide ved at tilbyde gratis levering, også med det ærværdige formål at mindske kundernes fysiske fremmøde i butikken og dermed mindske smitterisko.
Denne sympatiske og velkomne service forsvandt i løbet af forsommeren, i takt med at alle begyndte at tage lidt lettere på tingene, og den er ikke kommet tilbage, selv med den alvorlige corona-situation, vi befandt os i ved årets slutning.

En enkelt forhandler, af dem vi handler hos, udgør en undtagelse: 2100Happiness, som er vores favoritvinhandler grundet art og omfang af sortiment (italiensk), prispolitik, priser og ekstraordinær service. Han leverer stadig gratis, hvis man bor i postnummer 1050-4000 (Bornholm undtaget).

Nogle vinforhandlere, som før corona ikke sendte, begyndte at sende, hvilket jo er fint, især for de potentielle kunder, der ikke har mulighed for at afhente i København og omegn.
En del forhandlere har - set med kundeøjne - fornuftige grænser for det minimumsbeløb, der skal til for at udløse fri fragt. Så det er jo skønt, at mulighederne for under corona at blive forsynet med vin ikke er blevet den mindste smule begrænset, tværtimod; så vi har drukket lige så godt, som vi gjorde før corona. Og lige så meget...

Håb for det nye år

Vi håber, at vi i 2021 igen kommer "ud i livet"! Tænk hvis vi kan foretage den rejse, som vi havde planlagt til sommeren 2020! Vi skulle besøge et ældre fransk/dansk ægtepar syd for Paris. Derefter et par dage i Paris. Besøg og heftige indkøb hos en Calvados-producent, der producerer guddommelig spiritus. Overnatning i Normandiet på et hotel med en vidunderlig restaurant. Hjem via Mosel-distriktet? Frihed!
Og tænk hvis vi igen kan sige ja tak til stående invitationer fra venner og bekendte, invitationer, som vi i 2020 af forsigtighedshensyn takkede nej til.
Og for Vinsidernes vedkommende: Tænk igen at kunne sige ja tak til invitationer til vinsmagninger og vinrejser. Og at kunne tage kontakt til nye vinpersoner, som vi gerne vil lave et portræt af.
Vi håber, vi håber, vi håber!

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.