Den traditionelle beretning om et par af de vinrelaterede ting, der stikker længst frem i erindringen, når vi ser tilbage på det forgangne år, bliver, som den plejer, skrevet lige efter nytår, men offentliggørelsen er ikke helt synkron, idet den først er tilgængelig sammen med lanceringen af den renoverede version af Vinsiderne.dk, da vi - for at sige det som det er - ikke har orket at fremstille to udgaver af alting, en til den gamle og nu hedengangne version og en til den nye.
Og apropos renovering, så har den stået på i hele 2011. Den har, som vi har nævnt ved flere lejligheder, været langt mere arbejds- og tidskrævende end vi på forhånd var i stand til at forestille os. Men når disse linjer læses, er version 3 af sitet altså endelig klar, og vi glæder os til igen at kunne bruge vores energi på indholdet fremfor på design og teknik.
Den vigtigste vinrelaterede "begivenhed" i det forgangne år, er den gevinst jeg (Preben) har oplevet ved at gå ombord i tyske Riesling vine fra MIVine. MI står for Morten Iversen (billedet), en overordentlig kyndig, entusiastisk og sympatisk forhandler.
Jeg har nydt at smage mig igennem basis-vinene fra de fleste af de producenter, som MIVine har i sit sortiment. Det har været en stor, stor fornøjelse. Og der har været flere rene pletskud imellem. Specielt et par vine fra Rheinhessen-producenten Wagner Stempel er jeg faldet for: Riesling trocken 2009 og "den lille" af producentens to Riesling trocken 2010.
Også en Riesling Kabinett, C.A.I. 2009 fra Mosel-producenten Immich-Batterieberg var pragtfuld.
Kun en af de her nævnte tre vine nåede jeg at anmelde, før de var udsolgt, så jeg har erfaret, at det med at holde sig til, hvis man falder over noget godt hos Morten.
Interessen for de tyske hvidvine er (desværre) ikke en interesse, jeg deler med Helle, som - enkelte vine undtaget - ikke bryder sig om smagen. Chardonnay-vinene fra Bourgogne er der hvor vi, hvad hvidvinssmag angår, mødes.
Langt den største del af de vine vi drikker indenfor denne genre, er vine, som vi selv har købt på rejser i Mâcon-området, hvor vi har fundet et par virkelig stabile favoritter. En af dem (som også blev nævnt i sidste års beretning) er Domaine la Soufrandise, hvis Pouilly-Fuissé, Clos Marie 2008 gang på gang i løbet af året har leveret stabile femstjernede oplevelser, ligesom den gjorde sidste år. Den har været en af de helt sjældne vine, hvor det for os giver mening at købe kæmpekvantummet 12 flasker.
Der er hverken tale om en stor eller en dyr vin. Indkøbt på ejendommen for et par år siden kostede den 9,50 €. Men den dufter og smager ligesom vi kan lide det med frugten i front og et helt diskret, næsten umærkeligt fadpræg og en skøn friskhed. Og så performer den lige i øjet, hver eneste gang der ryger en prop af, og det har den som nævnt gjort det over et par år nu.
Denne stabilitet parret med den store glæde den giver os, kan ingen andre af de vine, vi sammen har smagt i årets løb, hamle op med.