2009, side 2/2

Fontodi

Fontodi leverer gang på gang top-oplevelser fra det centrale Chianti Classico. Og det lykkedes os at fange Vigna del Sorbo 2000 på det helt rigtige ben og på den helt rigtige dag en aften i februar.
Det er vin lige efter vores smag. Stor, flot, ædel og elegant Sangiovese. Klassisk stil som vi aldrig vil blive trætte af.
Vinen var i øvrigt også med blandt årets bedste i 2007.
Nyere årgange (2004 og 2006) forhandles i skrivende stund hos Otto Suenson til 374 kr. - den er meget dyr her til lands.

Etiket

Rocca di Montegrossi leverede også en meget flot Chianti Classico oplevelse (ja, vi er vedvarende meget glade for Chianti Classico) med deres Vigneto San Marcellino, 2001.
Den gav en nobel, distingveret og klassisk Sangiovese oplevelse.
Vi har kun få oplevelser med denne vin, men på baggrund af 2001'eren ser det ud til at være en vin, som man afgjort ikke skal drikke i for ung alder.
Vi vil helt sikkert holde øje med den i fremtiden.
Vinen forhandles i adskillige årgange hos Vitis Vinifera. 2001'eren koster 225 kr.

Etiket

En flot gammel fransk

Det er ikke så tit vi kommer forbi rigtig gammel vin, men vi havde i det forgangne år fornøjelsen af en Côte-Rôtie, Côtes Brune et Blonde, E. Guigal, 2001, som vi købte hos producenten for 14 år siden.
Da vi smagte vinen for 8 år siden, var den bestemt god men ikke helt oppe og ringe. Det var den til gengæld denne gang i en alder af 18 år: Det var fransk når det er allerbedst med en sjælden elegance og fuldstændig naturlig og indlysende harmoni og helstøbthed. Smage af bl.a. mild tjære, tov- og bolværk, lakrids (det var meget kønnere end det lyder), helt balanceret og blid friskhed og fuldstændig smeltede tanniner.
Vinen forhandles i nyere årgange (2003 og 2005) hos bl.a. Bichel Vine til 349,75 kr.

Bedste fælles hvidvin

Som det vist efterhånden fremgår har Preben kastet sig over de tyske Riesling-vine, som er hans favoritter blandt de hvide.

Etiket

Vi er dog stadig fælles om vores glæde ved de franske, og på trods af Mâcon-distriktets relativt lave status i forhold til de "store" Bourgogne-appellationer længere nordpå, så er det på vores rejser lykkedes os at finde nogle meget fine producenter af hvid Mâcon.
En af dem er Domaine Cordier, som laver vine i den fede og temmelig fadprægede genre. Når det går godt her, så går det rigtig godt.
Et eksempel herpå er Pouilly-Fuissé, Vieilles Vignes 2004, som vi ramte på et helt perfekt tidspunkt i 2009. Virkelig fremragende med fuldendt balance mellem alt. Klart årets bedste fælles-hvidvin. Og et virkelig godt køb til 19 €.

2009 i øvrigt, kort fortalt

Når vi ser tilbage på 2009 husker vi (relateret til vin og til vores site og bortset fra det allerede nævnte) især:

  • Pagerank 6 Vi var lige gået ind i det nye år, da Vinsiderne.dk fik tildelt PageRank 6 hos Google. Det var vi godt nok overraskede over, dels fordi der kun var gået 9 måneder siden vi gik fra PageRank 4 til 5, dels fordi vi nu rankes på niveau med TV2 (TV stationen) og Tivoli.
    Det medfører bedre eksponering hos Google og dermed endnu flere læsere. I 2009 havde vi pr. måned 8327 unikke besøgende i gennemsnit, hvilket er en fremgang på ca. 14% i forhold til 2008.
  • I februar deltog vi i en fornem Winemaker's Dinner med Rheinhessen-producenten Klaus Peter Keller på restaurant Noma. Atomwine havde arrangeret. Helle - der ellers ikke er glad for tysk hvidvin - overgav sig til Kellers store vine.
    Vi må erkende, at maden på, hvad der ifølge nogle skulle være verdens tiendebedste restaurant, ikke lige er vores stil, og den vil ikke optage plads i vores langtidshukommelser. Læs om middagen her.
  • Garbolund vinmark i Annisse I foråret satte vi os for at undersøge, hvordan det stod til med dansk vin. Vi besøgte producenter i Nordsjælland, smagte vine fra de besøgte producenter plus en fra Jylland. Det var, set ud fra en vinmæssig synsvinkel, bestemt ikke overbevisende.
    Alt stoffet om dansk vin er samlet under menupunktet Artikler o.lign. > 2009 > Dansk vin. Den konkluderende artikel kan ses her.
  • Smagning hos Bichel Vine Vi deltog i årets løb i en hel del forskellige smagninger (se menupunktet Smagninger > 2009), herunder et par mamutsmagninger med enten for mange mennesker, for lidt tid eller begge dele. På den baggrund øgedes vores værdsættelse af smagninger med et begrænset antal vine, et begrænset antal mennesker, god plads og god tid. Også middage, hvor vinproducenten er til stede, giver gode betingelser for at smage på vin.
Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.