Vinsiderne.dk: Thomas Ilkjærs artikel har adskillige år på bagen. Så nogle oplysninger er ikke opdaterede.
Barbera er en af Italiens mest udbredte druesorter. I Piemonte har den det
seneste tiår foretaget et forbløffende karrierehop. Fra leverandør af let,
ordinær dagligvin til druen bag dyre, højkoncentrerede luksusvine.
Barberarevolutionen er stadig i gang og særdeles interessant. Dels fordi den i
sig selv har medført en lang række af virkelig gode og til tider fremragende
vine. Dels fordi den er et eksempel på en kvalitetsudvikling, som kunne danne
skole for andre druer og vindistrikter i Italien. De seneste års udvikling skal
jeg straks komme tilbage til. Først lidt baggrundsinformation om barberadruen og
barberavinene.
Barbera er Italiens næstmest plantede rødvinsdrue. Den findes stort set i alle 20 vinregioner, men er dog langt mest udbredt i det nordlige Italien. Først og fremmest i Piemonte, hvor den er plantet på omtrent halvdelen af alle vinmarker, men også i Lombardiet og Emilia-Romagna er barbera hovedbestanddel i megen vin. I disse regioner findes flere DOC-vine udelukkende eller næsten udelukkende fremstillet på barbera, mens druen i det øvrige Italien stort set kun anvendes som anonym hjælpedrue i alt fra DOC-vine til bulkvin.
Det kan i øvrigt nævnes, at Barbera er en af de få indfødte italienske druer, som har bredt sig til andre dele af vinverdenen. I Sydamerika, først og fremmest Argentina, findes en del barbera. Den findes i Californien og forekommer også i Australien.
Barbera er som drue karakteriseret ved at have et meget højt samlet syreniveau, som alt efter smag og den enkelte vin kan opleves saftigt og forfriskende eller aggressivt og bidende. Samtidig har barbera fra naturens hånd næsten ingen garvesyre. Barbera har derfor ikke i sin traditionelle udgave været en vin fremstillet med lang lagring for øje. Druen indeholder masser af farvestoffer og giver som hovedregel mørkrøde vine, som i deres ungdom kan være nærmest blåsorte med en karakteristisk pink eller lilla tone.
Den omtalte revolution af barberavinene er først og fremmest forbundet med Piemonteregionen, barberadruens højborg. Her dominerer den og var og er om nogen piemontesernes dagligvin. De tre klassiske og væsentligste DOC-distrikter for barbera i Piemonte er:
Traditionelt kommer de bedste barberavine fra Barbera d'Asti og Barbera d'Alba, hvoraf førstnævnte er klart størst. Barbera del Monferrato-zonen, som for over halvdelens vedkommende overlapper Barbera d'Asti, står kvalitetsmæssigt i skyggen af de to øvrige distrikter. Dette er generelt set med rette, selv om der bestemt også findes mange flotte Monferrato vine.
Indtil midt i 1980'erne levede barbera en forholdsvis anonym tilværelse. Den leverede i bedste fald pæne, vellavede, frugtige og friske vine, der især var (og er) glimrende ledsagere til det lokale køkkens retter. Enkelte producenter gjorde lidt mere ud af deres barberavin, men det var absolut undtagelsen. Langt oftere var der tale om vine præget af dårligt markarbejde og ikke særligt omhyggeligt eller kvalitetsfokuseret kælderarbejde. Efterspørgslen i 60'erne var ganske høj med en overproduktion på markerne til følge, og da markedet senere vendte, blev der konkurreret på prisen i stedet for kvaliteten.
Producenten Giacomo Bologna har fået det meste af æren for den afgørende forvandling af barberavinenes kvalitet og omdømme. I 1984 lancerede han fra sin vingård Braida en helt ny type barberavin. Hans Bricco dell'Uccellone var lavet med omhygge, lavt markudbytte og lagret på små franske barriquefade. Vinen tog den international vinverden og ikke mindst vinpressen med storm. Ingen havde troet det muligt, at barbera kunne give sådan et resultat. En revolution var så småt igangsat.
De piemontesiske barberaproducenter var nu blevet vist vejen. De anede pludselig muligheden for, at en mere fokuseret kvalitetssatsning kunne betale sig især i forhold til eksportmarkedet. Langsomt hoppede flere og flere på kvalitetsvogne således, at der i dag forefindes en stor og konsekvent god elite af barberaproducenter, der levere vine af en helt anden kaliber end de traditionelle barberavine. To forhold er afgørende for den nye vinstil.
For det første er det helt essentielt, at barbera nu i langt højere grad tages alvorligt som en drue, der formår at levere virkelig kvalitetsvin. Markerne er blevet omplantet, der selekteres meget hårdere på druematerialet og arbejdes i det hele taget med større omhu. Udbyttet i hektoliter pr. hektar er sat drastisk ned, hvilket er med til at giver helt anderledes koncentrerede og stofrige vine. Barbera betragtes ikke længere som et simpelt landbrugsprodukt.
For det andet anvendelse af 225 liters franske barriquefade til lagring af vinene. Kombinationen af barbera og barrique blev der allerede eksperimenteret med i det små i midten af 70'erne, bl.a. hos Gaja. Bologna leverede som nævnt den afgørende demonstration, og siden har der været tale om et rigtigt succesægteskab mellem druen og fadet. Lagringen i barriquefadene dæmper den naturlige høje syre i barberavinen og skaber et "rundere" og for de flestes smag mere charmerende og tilgængeligt produkt. Samtidig tilfører fadene noget af den garvesyre, som barbera er så fattig på, og skaber dermed mere strukturerede vine.
Et mentalitets- og fokusskift hos mange producenter er den grundlæggende årsag til barberavinenes nyvundne hæder. Et eksempel er de forskellige prestigeprojekter som flere producenter er gået sammen om med en luksusbarbera som mål. Et af de disse kaldes Hastae (gammel dialekt for Asti) og er et samarbejde mellem fem vinproducenter og et destilleri (Braida, Chiarlo, Coppo, Prunotto, Vietti og Berta). Resultatet af de fællesanstrengelser er barberavinen Quorum til en pris der kan konkurrere med områdets berømte Barolo- og Barbarescovine. Den kendte øenologkonsulent Ricardo Cortarella er tilknyttet projektet, og konsulterende "superøenologer" er i øvrigt en anden tendens, som slår mere og mere igennem som endnu et tegn på satsningen på forbedret kvalitet.
Det diskuteres ofte, hvorfra de bedste barberavine kommer. Barbera d'Asti eller Barbera d'Alba? Personligt har jeg ingen præference for én af de to zoner. Det handler snarere om stil end om kvalitet, selv om det også hvad dette angår ofte kan være svært at skelne. Som hovedregel opfatter jeg Alba-vinene som mørkere, mere strukturerede og med en mere sødmefuld og voluminøs frugt. Asti-vinene forekommer generelt lidt lysere i stilen, med røde bær, elegance og mere syrebetonede og saftige. Der er dog masser af undtagelser fra dette.
Den nye moderne barberastil har fået succes og dominerer i dag billedet. I hvert fald, hvis man ser på omtale og vurderinger i pressen, og de priser vinene efterhånden har nået. For helhedsbilledet af barberavinene i Piemonte er stadigvæk noget broget. Der er som nævnt skabt en top af fremragende vine (til priser ingen havde turde drømme om for 15 år siden) og derunder en bred vifte af virkelig mange glimrende barberavine i et mere overkommeligt prisleje. Der produceres dog stadig en stor mængde barberavin af helt anden stil- og kvalitetsmæssig karakter, om end den laveste fællesnævner er blevet hævet betydeligt.
De aktuelle årgange i Piemonte var det der for alvor skulle til for at bringe barberavinen helt frem i søgelyset. Perlerækken af virkeligt gode til fremragende årgange fra 1996 til 2000 har sat prikken over det i, som har været under konstruktion i et godt stykke tid. I disse år har de berømte nebbiolovine fra Piemonte taget en prismæssig himmelflugt, og barbera fremstår i højere og højere grad som det gode køb fra dette område.
