Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Den fyldige og frugtrige duft, der giver associationer til Beaujolais, antyder med det samme, at vi her har at gøre med en ukompliceret, frugtig sag.
Farven er ungdommeligt blåviolet, og vinen har god, tæt frugt henad modne kirsebær, let sødmefuld passende afbalanceret af blide bitterstoffer. Ligetil, ukompliceret, ren, harmonisk og vellavet med et strejf ungdommelig men blød og moden garvesyre.
Det er dejligt, at vinen har virkelig god smagsfylde og tæthed og samtidigt holder sig nede på 12,5 % alkohol, hvilket vil passe glimrende til udendørs sommerbrug (hvis det nogensinde skulle komme dertil i år!)
Det klæder vinen med en times tid i køleskab før servering.