Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Vældig mineralsk Franken-Silvaner, der klart er bedst dagen efter åbning.
Ganske mørk farve. Flot, aromatisk og levende duft. Også i munden er vinen levende. Den er mere tør end duften antyder og frem for alt meget mineralsk med godt med salt og nogen sten.
Smagen er temmelig aromatisk, giver mindelser til tør Muscat inkl. de sæbetoner, man ind imellem kan finde der. Første dag oplever jeg mineraliten for stærk i forhold til frugten, som står noget svagere.
Anden dag er der kommet honning og gule frugter i duften, smagen er blevet fyldigere, og der er en bedre balance mellem frugt og mineralitet. Smagen giver stadig associationer til salt, tør Muscat.
Jeg finder personligt vinens smagstype en anelse aparte, så trods indlysende objektiv kvalitet holder jeg mig på tre stjerner.
Da jeg (Preben der anmelder vinen alene) ikke kender producentens aftapningspolitik, kan jeg ikke garantere, at den i Danmark forhandlede vin er den samme, som den jeg har smagt, idet den smagte flaske er købt privat af en, som har købt den direkte hos producenten.
Jeg afholder mig denne gang fra at vurdere kvalitet-pris-forhold.