Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Der er jo en grund til at vi kalder os Helle og Prebens vinsider. Det har altid skullet signalere, at her kommer både oplevelser fra kvindelige og mandlige smagsløg til orde. I langt de fleste tilfælde er vi, som det fremgår af de mange anmeldelser, enige om vurderingen af en vin, men det hænder også - som i dette tilfælde - at oplevelsesforskellene eksponeres.
Når Helle oplever vinen som for ung, rå og garvesyreholdig, så står hun af. Og det gør hun her.
Jeg derimod nyder vinen, har den til fire klare stjerner. Så følgende beskrivelse er min, idet Helle som sagt er stået af.
Vinen giver duftmæssigt ikke så meget fra sig, moderat og mørk frugtighed, forekommer her lidt lukket. Men i munden har den en god, mørk, tør Sangiovese-frugt med kirsebær i front, ikke ulig god, robust Chianti Riserva med både rene, transparente og lidt støvede elementer (det sidste er ikke negativt ment). Diskret og velafbalanceret fadpræg, god friskhed, fint balanceret. Vinen har god kraft, er robust og ganske muskuløs.
Trods de 14% alkohol er vinens fremtoning slank og helt uden alkoholfedme og -sødme. Den eneste lille sødme er klædelig og forekommer at stamme fra den smagfulde fadlagring.