Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Vi har igennem årene været meget principfaste mht at de vine, som vi anmelder, er vine, som vi begge har smagt og er enige om (indenfor spændvidden af en stjerne). I de relativt sjældne tilfælde af uenighed tildeler vi ingen stjerner men pile der peger i hver sin retning.
Dette princip har vi fraveget et par gange på det sidste i nogle tilfælde, hvor uenigheden med stor sikkerhed har været givet på forhånd: Jeg (Preben) har et par gange alene anmeldt nogle sydfranske Vin Doux Naturel vine af Vintage-typen, fordi jeg ved, at dem bryder Helle sig almindeligvis ikke om. I disse undtagelsestilfælde har vi dog altid klart beskrevet disse afvigelser fra konsensus-metoden.
Nærværende anmeldelse står mestendels for egen (Prebens) regning, men af en anden grund: Jeg er simpelthen nødt til at anmelde den, selv om Helle smagte for nedsat kraft grundet forkølelse. Vinen her er nemlig den bedste hvidvin jeg har smagt meget længe. Meget tæt på de fem stjerner.
Duften er indbydende i melon-genren. Smag i samme retning plus mango og citrus, senere også en smule ananas. Den store gevinst er, at denne indbydende frugtighed, der kan lyde tropisk, er spændt op af en rank og meget flot syre - næsten rieslingsk i sit væsen - så vinen fremstår fuldsmagende og særdeles frisk og rank på samme tid.
Der er endda en flintet mineralitet, faktisk ikke ulig hvad man kan finde i en god Pouilly-Fumé. En diskret og smagfuld mini-letbitterhed giver en flot afslutning. - Herlig, herlig vin.
Smagene kan som nævnt lyde tropiske og dermed måske oversøiske. Men vinen er i sin sjæl europæisk, stringent, lækker og smagfuld. Alkoholprocenten lægger sig i samme linje: 12,5%.
Tilføjelse: Efter at ovenstående er skrevet, har Helle nu også smagt vinen. Hun tilslutter sig de fire stjerner.
Vi har i øvrigt købt fire andre hvidvine fra Hiedler, som vi er spændte på at smage ovenpå denne positive overraskelse. De bliver selvfølgelig også anmeldt.