Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Overvældende, ufatteligt lækker og sød vin, ren nektar.
Smuk, gylden farve. Vinen er meget koncentreret, den er meget sød - på en ædel måde - og den er fed og olieret, men på frisk og diskret letbitter (mandel) baggrund, som afstemmer vinen smukt og giver den dybde.
Der er vidunderlige dufte og smage af pærer, ferskner, karamel, fyldig, skøn honning og marcipan. Dag to er der også kommet smage af orangeskal og vanilje til. Og det hele går op i en saliggørende og højere enhed.
Vidunderlig vin, der mætter smagsløgene, men med sine moderate 13% alkohol giver den nyderen lejlighed til at beholde en let fornemmelse i krop og sjæl - ja, man bliver nærmest opløftet.
Vinen er fremstillet af Garganega og er både fermenteret og efterfølgende lagret på barriques. Er fremstillet af økologisk dyrkede druer.
Vinen er smagt og anmeldt af Preben alene.
PS. Det har ikke været muligt for os at komme i kontakt med Gårdvin fra 25. maj (i skrivende stund for 12 dage siden). Der er intet autosvar på mailen og ingen telefonsvarer på telefonen, og hjemmesiden oplyser intet om fraværet. Besynderligt, når man påstår at sælge vin, også selv om det er på hobbybasis.