Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Ærkeitaliensk vinstil på trods af 40% franske druer: 20% Syrah, 20% Cabernet. 60% Sangiovese. Blandingen fungerer overordentligt glimrende, vinen smager dejligt og har god harmoni. Udover bærdufte og -smage, spores i duften en ganske diskret sødme af den type, der plejer at stamme fra lagring på barriques. Smagen har dog intet decideret fadpræg.
Vinen har den friskhed, som ofte er så karakteristisk for italiensk vin. Det er med til at give vinen en livlig og slank fremtoning trods de 13,5% alkohol. Syren viser sig dog at være vel rigeligt markeret, idet den træder lovligt langt frem sammen med mad.
Stil vinen op nogen tid før den skal drikkes; den har en del godt og sundt bundfald.