Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Vinen er fremstillet af Rondo på ståltank. Ren, mørk og let krydret frugt parret med den typiske lette struktur.
Som sædvanligt - kan vi snart sige - er der kun to stjerner fra Helle, der ikke er gode venner med Rondo-smagen. Jeg siger tre stjerner, og endnu en gang fordi jeg synes vinen, trods sine pudsigheder, er ok at drikke. Jeg må dog også sige, at jeg ikke har fundet tegn på, at jeg skulle gå hen og bliver Rondo-fan, og det skyldes både smagen og den efter min mening lidt sære struktur.
Når det så er sagt, så oplever jeg, at nærværende vin forekommer at være det tætteste vi har været på et helstøbt udtryk. Og dette ikke på trods af men nok netop på grund af det i god forstand "uambitiøse" udtryk, som kommer af ståltankslagringen, et udtryk med vægt på frugten, hvilket matcher det, som druen, ifølge det vi har oplevet, kan byde på af let krop og struktur.
At se til er vinen mørk med violet skær og ganske tæt, pæne gardiner. Mørk krydret frugtig duft med en association til at stikke næsen i en bærbusk. Der er også lidt sødme og et snert af gummi.
I munden genfindes den mørke, krydrede frugt med god renhed. Blød friskhed og en letbitter afslutning. Med luftning viser sig tanniner, som vi (for første gang tydeligt med denne drue) ikke blot oplever som en ru tandeffekt, der er isoleret fra saften; de mærkes også i ganen og som en del af selve vinen. De forekommer dog stadig en smule grønne.
Endnu en gang oplever vi i forbindelse med en Rondo-vin, at start-smagen er kraftig, hvorefter den overraskende brat og pludseligt nærmest forsvinder, og endelig kommer der ud af denne "intethed" til sidst en bitterhed, der i dette tilfælde kun er let, og den bliver hængende nogen tid i munden.
Vores erfaringsgrundlag er aktuelt for spinkelt til at vi kan afgøre, om dette usædvanlige og langt fra optimale smagsforløb er et karakteristika ved druen, en følge af produktionsteknikken - eller om det ikke kan være anderledes uanset drue og produktionsteknik på vore breddegrader.
Se billede fra Frederiksborg Vins vinmark her.