Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Bragende flot vin med kolossal harmoni. Fremstillet af 60% Sangiovese, 20% Cabernet Sauvignon (som umiddelbart forekommer at dominere) og 20% Merlot lagret i nye franske barriques. Første joint-venture mellem en fransk og en italiensk producent: Domaines Barons de Rothschild (Lafite) og Castellare di Castellina.
Vinen forandrer sig virkelig meget fra første til sidste sekund, og bevægelsen følger en stejl, ret linje opad.
Vinen lægger ud med en duft af solbær på den lovligt solbærsaftede måde. Også smagen er klar, varm solbær og lidt grøn peber, lidt enstrenget. Garvesyren er på sin vis kraftfuld men samtidigt ekstremt fløjlsagtig. Klasse-tannin.
Herefter er det som om vinen for hver mundfuld finder sig selv mere og mere i en udpræget vinøst og usaftet udtryk. Harmonien og balancen forekommer ekstrem, ufattelig godt håndværk. Blidhed og power går smukt hånd i hånd. Og det enstrengede indtryk er forsvundet som dug for solen.
Vinens objektive kvaliteter er i topklasse til fem klare stjerner. Vi mangler lige det sidste nyk for også subjektivt at nå dertil. Men det er meget tæt på: Fire grønne stjerner (Vi gik senere bort fra at bruge de grønne stjerner, som angav at vi befandt os på grænsen til de fem stjerner.)
- - -
Tilfældet vil at vores forrige anmeldelse også var en Maremma Toscana IGT - til 45 kr. og fra Netto.
IGT begrebet illustreres herved meget fint: Det kan dække over både ydmyge dagligvine og store klassevine.