Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Min anbefaling er ikke uforbeholden. Helle og jeg var enige om, at vinen var markant sødere og blødere end tidligere årgange vi har smagt, Helle fandt den vammel. Den syre og garvesyre den måtte have lå godt gemt bag den moderne og polerede syltetøjsoverflade. Der er således tale om yderlige et skridt bort fra den stil, der tidligere har karakteriseret Marques de Murrieta: syreholdige kraftbasser, der krævede lang tids lagring. (Vi gemmer stadig årgang 1990, mens nærværende årgang 1997 allerede er helt åben og tilgængelig.)
Jeg agter at købe en eller et par flasker mere, for at se, hvordan Reserva'en i den nye stil vil udvikle sig over nogle år - jeg slipper ikke gerne den gamle favorit Marques de Murrieta. Men jeg kan frygte, at den ikke udvikler en stor vins træk, sådan som vi har oplevet det med årgang 1985 og 1988 og til en vis grad 1990 og 1995. Måske har Murrieta taget et skridt for langt i det tidstypiske forsøg på at tækkes den moderne forbruger, der kræver hurtigt udviklede, bløde og syrefattige vine, der behager umiddelbart, men som ikke har noget nævneværdigt udviklingspotentiale. En trist udvikling, hvor særegenheden udviskes i et forsøg på at få alt til at smage oversøisk fedt, blødt og syltetøjsagtigt.
