Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Behagelig vin med saftet og næsten Beaujolais-agtig karakter fremstillet af Sangiovese, Merlot og Cabernet.
Stilen er uhøjtidelig og meget let fordøjelig. Meget lille struktur med næsten ingen fornemmelse af tanniner. Lille afvæbnende sødme og moderat friskhed.
Både duft og smag er ganske saftet; duften er til at begynde med næsten saftevandsagtig. Smagen er mere fransk end italiensk og giver mindelser til en blanding af Beaujolais og rød Loire vin i den lettere genre.
Kvaliteten er ren og god, og vinen er på egne præmisser vellavet. Personligt finder vi dog ikke at vinen er særlig interessant. Den behager givetvis alle i en vis udtrækning og kan med sin ret uitalienske fremtoning umuligt genere nogen. Producentens anbefaling på bagetiketten må siges at være fint dækkende: "Den smages bedst om aftenen sammen med venner i en uformel og munter vin-bar-atmosfære (fra mandag til lørdag)." Altså: Tag en slurk, lad dig behage et øjeblik, tænk ikke for meget over hvad du drikker, og snak så lystigt videre.