Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Ren, transparent, meget frisk og udpræget bærsmagende chilensk Pinot Noir.
Både i duft og smag er der friske, næsten syrlige, bær for alle pengene: ribs, stikkelsbær og lidt friskplukkede solbær med stilk.
Vinen skal lige have lidt luft for at kaste sin skarphed, og så åbner smagen sig helt.
Vinen har en bitter, kinin-agtig (gin og tonic) delsmag, som jeg synes er misklædende. Den ligger lidt i forlængelsen af det "stilkede", og bidrager med en grøn, umoden tone. Har man for at bevare vinens syre og friskhed plukket druerne så tidligt at tanninerne ikke er modnet helt?
Der er heldigvis absolut nul af den fedme og vulgaritet, som jeg ellers normalt forbinder med oversøiske vine. De 14% alkohol bæres fint, smages ikke, mærkes kun i kroppen.
Vinen er ifølge bagetiketten fadlagret, hvilket hverken fornemmes eller smages.
Vinen er smagt og anmeldt af Preben alene.
- - -
(Normalt gør vi den jo ikke i oversøiske vine. Nærværende anmeldelse skyldes et spørgsmål på Vinsidernes debatforum, hvor diskussionen drejer sig om hvilke ord, det er OK at bruge ved beskrivelsen af vin, og hvor seks deltagere, herunder mig, på den baggrund blev enige om at give hver vores beskrivelse af nærværende vin. Debatspørgsmålet hedder Smagen er "varm" og kan ses her.)