Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Ganske ekstrovert og pågående vin med dufte og smage, der giver associationer til frugtgrød. Én stjerne fra Helle, der finder den rædsom, tre stjerner fra Preben, der heller ikke er glad for grødaspektet, men alt i alt finder vinen ok, dog uden lyst til at gensmage den.
Der er rødgrød med rabarber og jordbær i næsen. Det genfindes i smagen, der også rummer stikkelsbær og solbær i et meget åbent og direkte udtryk; ingen antydningens kunst her. En god friskhed er uundværlig som modspiller til vinens ganske søde udtryk. Ren, klar og udpræget transparent.
Som det burde fremgå, er det en dårlig ide at bruge vinen som en art alternativ til Bourgogne. Den vil nok i højere grad tiltale et publikum, der holder af "oversøisk syltetøj".
Glas: Zalto universal.