En tung flaske og en høj fordybning i flaskens bund signalerer kvalitet og et vist prisniveau. Sådan en flaske er denne vin klædt ud i. Det er et tarveligt salgstrick, for indholdet er ikke godt.
Det første, der møder næse og mund, er som vaniljeessens, der sammen med en uklædelig sødme giver et vammelt præg. Der er dog også god friskhed.
Der er ikke skyggen af Pinot Noir smag, som man almindeligvis kender den, og det ville heller ikke være at forvente på de breddegrader. Den smager heller ikke godt. Underlig vin, som vi mistede lysten til at drikke, jo længere vi kom ned i flasken.
Som det fremgår koster vinen 99,95 kr. hos to forhandlere. Men vores lokale SuperBrugsen sælger den til 65 kr., hvis man køber to flasker. Denne pris forekommer mere retvisende, hvilket også seksstyksprisen hos den anden forhandler peger i retning af. Vi har selv købt den på tilbud for 45 kr. Snydevin med snydepris.
Glas: Zalto universal.
PS. Det er ikke lykkedes os at finde ud af, hvem producenten G.W & Co er.