Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Bemærk: Den smagte vin var fra en 750 ml flaske, hvilket kan gøre en forskel på vinens udvikling. Vi gav 233 kr. for 750 ml flasken.
De to Lapierre vine, jeg (Preben der anmelder naturvin alene) har smagt, er de naturvine, der suverænt har smagt mest som "almindelig" vin i positive forstand. Det kan sanses, at vinen er lavt svovlet, men det er slet ikke fremtrædende eller skæmmende. M.a.o. vinen har ikke denne meget særegne naturvinskarakter, som man ofte møder i lavt eller ikke svovlede vine. Herudover har Cuvée MMVII en renhed ud over alle grænser, som både mærkes i kroppen og ved den klare, rene og opløftende måde, vinen beruser på.
Rigtig god og usminket frugt i både duft og smag. God friskhed, let sødme, blid krop.
Duft og smag er dog ikke så opsigtsvækkende, at det på trods af vinens mange andre meget positive dyder fremkalder den femte stjerne.