Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Vi er enige om at der ikke kan sættes en finger på vinens "objektive" kvalitet: den er uhyre vellavet, masser af ekstrakt og åben smag, fornem balance. Den har alle de egenskaber der er populære for tiden.
For os begge melder der sig dog en vis træthed. Helles er mest vidtgående: hun spørger: hvad vil den egentlig? den smager ikke for alvor af Italien, heller ikke det mindste af Merlot (der dog må siges at smage meget forskelligt afhængigt af voksested).
Jeg begynder at ane trætheden, er på den ene side betaget af super-ønologen Riccardo Cotarella's evne til at fabrikere denne umiskendelig flotte smag og karakter, men begynder - efterhånden som vi får smagt hans frembringelser fra adskillige producenter - at opleve, at de vine, hvor han har fingeren med i spillet, smager mere af hans meget personlige fingeraftryk end af de druer vinen er lavet af eller det geografiske område der lægger jord til vinstokkene. Stilen er storladen, åben og imponerende: stor koncentration, kraftige men bløde og modne tanniner, flotte smør-mokka-smage fra fadlagringen.
Jeg vælger at anbefale vinen trods indvendingerne. Den giver meget flot kvalitet til prisen, og hvis man hverken er optaget af hvordan Merlot, Italien eller Cotarella smager, så kan vinen sagtens byde på en rigtig god oplevelse.
Men jeg er enig med Helle: vi køber ikke selv flere.
For dem der kender årgang 2000: 2001'eren forekommer klart mere tilgængelig, afdæmpet med mindre markante tanniner - mere kommerciel?