Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Gyldent gul, cremet, næsten fed vin med den aromatiske Moscato-sødme helt i front. Koncentreret og lækker. Rig, honningagtig og til den søde side.
Den første dag oplevede vi, at vinen smagte meget hen ad en rigtig god Muscat de St-Jean de Minervois eller Muscat de Lunel (hvilket er ment som et kompliment), selv om den ikke er fremstillet som det de i Frankrig kalder Vin Doux Naturel.
Det var oplevelsen dag to, der udløste de fem stjerner, for vinen forekom her mere rig, sammenhængende, helstøbt med gyldne smage af pærer, ferskner, abrikoser, mandler og - forekom det os - et strejf botrytis. Skønt!
Vinen er angiveligt lagret et år på nye franske barriques, men vi er (heldigvis) ikke i stand til at dechifrere nogen fadsmag; vinen smager, som det klæder Moscato, i den grad af drue og vin.
Hvad prisen angår har vi ikke de store erfaringer med passito vine og ved derfor ikke meget om, hvad de normalt koster. Vinens pris svarer til 232,50 for en hel flaske, hvilket forekommer os at være ganske meget. Da der imidlertid er tale om en lille produktion af en specialitet, og da vi ikke har decideret forstand på passito-priser, lader vi tvivlen komme vinen til gode: Tre mønter (som efter 2012 er afløst af nye kvalitet-pris-symboler).