Vinen er fremstillet af 65% Sangiovese fra forskellige steder i Toscana og 35% Cabernet Sauvignon fra producentens egne marker. Den er lagret tre måneder i franske barriques, som er brugt en eller to gange tidligere til producentens Guidalberto (som vi anmelder senere).
Vinen dufter og smager af solmodne og friske bær; i duften er der også en smule vanilje. I munden er vinen slank, frisk og venlig, og den har stor smagsfylde. Ganske velintegreret tannin, harmonisk.
Trods det at andelen af Cabernet er mindre end andelen af Sangiovese, er det Cabernet der dominerer, og Sangiovese forsyner primært med friskhed. Vinen smager dog ikke af Cabernet, som man almindeligvis kender den.
Fire stjerner fra Preben, der finder vinen lækker, tre fra Helle der generes af en bitterhed, som Preben oplever som dybdeskabende; bitterheden bliver mere fremtrædende med luft.
Glas: Zalto bordeuax.