Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Vinen er La Massa's andenvin, som ifølge Vintjenerens hjemmeside er fremstillet af Cabernet Sauvignon, Merlot og Sangiovese. Dette er desværre ikke oplyst på vinens bagetiket, så vinen er egentlig at betragte som et fejlkøb, da vi sjældent har hæld med toscanske vine, hvor Sangiovese spiller andenviolin.
International stil med stor fylde. Vinen er aktuelt for ung; den er på den ene side noget saftet i det, mens garvesyren står lidt for sig selv og råber fra den anden ende.
Utvivlsomt velbygget. Ønologen Carlo Ferrini er på spil, og han slår sjældent en skævert.
Vinen bliver bestemt bedre og mere harmonisk med luftning, men vi synes den er lidt kedelig - giv os noget Sangiovese. Den fjerde stjerne er faldet af grundet vores personlige smag; dens objektive kvaliteter berettiger til fire stjerner.