Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Her er en af de Sangiovese vine, der appellerer til et meget bredt publikum, en kommerciel vin i ordets gode forstand. Vinen har druens typiske smag af kirsebær, har et overordentlig blidt strejf af den typiske sammensnerpende garvesyre - ikke noget der kan genere selv den mest garvesyrefølsomme sjæl. Vinen er gjort blød, venlig og harmonisk af en kort lagring på små fade.
Det kan lyde som en beskrivelse af en fuldstændig ligegyldig vin, men vinen holder sig på den rigtige side af stregen: den generer ikke nogen men kan samtidigt nydes af mange, inklusive af os, der er tilvænnede toscansk Sangiovese, også i de mere udtryksfulde former.
Et godt billede på vinens anvendelighed: Vi serverede den engang (godt nok i en anden årgang) til et selskab, hvor mange modstridende interesser skulle forenes: Gæsterne var yngre og ældre, vinkendere og øldrikkere, frankofile og - os selv der ville have smagen af toscansk Sangiovese til vores italienske menu. Ingen (heller ikke os selv) skulle kede os, og ingen skulle vrænge på næsen grundet en for markant oplevelse. Den vellykkede løsning: Formulæ!
Atter et eksempel på, at en af vores favorit-ønologer, Carlo Ferrini, kan kunsten at lave vin der smager af sit ophav, druer og egn, og samtidigt kommer en større verdens smagsløg i møde. I dette tilfælde i miniaturemålestok, men det har også sin ret.
Normalprisen er klart i overkanten, men vinen er ofte på tilbud.