Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Vi ville sandsynligvis ved en blindsmagning have gættet på at denne vin var en Cabernet vin fra - Argentina! - eller måske fra Sydfrankrig. Dels er den mørk, tæt og solmoden, og så er det første gang vi har mødt en Bordeaux vin med en alkohol-procent på 13,5; det normale for en Bordeaux vin er 12,5 % med en sjælden svingen sig op på 13. Det lyder ikke af så stor en forskel, men det er det, når det opleves i munden.
Vinen er tydeligvis ambitiøs, moderne og professionelt vellavet, meget harmonisk og med modne tanniner. 12 måneder på barriques.
Vinen vandt ind på os trods sin manglende typicitet, og vi oplever, at den sagtens kan gemme på endnu bedre oplevelser ved yderligere nogen lagring.
Normalt signalerer Bordeaux Supérieur blot en bedre dagligvin, men denne løfter sig klart over dette niveau.
Vi er almindeligvis ikke begejstrede for, at de europæiske vine tilstræber en oversøisk stil; vi lægger vægt på at en vin smager af sit oprindelsessted. Når det så er sagt, så nød vi denne vin. Men man skal ikke forvente sig en Bordeaux-oplevelse.