Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Vi var spændte på at for første gang at smage en Bordeaux-vin, hvor alkoholen var oppe på 13,5%; det normale for denne type har i umindelige tider været 12,5%, 13% ses nu ind imellem, og så altså her i den hede årgang 2003: 13,5%. Og det er da en anden type - tættere og mere kødfuld - Bordeaux end vi er vant til, men bestemt god og lækker. Helle er decideret begejstret.
Duft af modne bær, lidt sødme og et lille strejf blyantspids. Varm, moden og blød smag med stor saftighed, god fylde, nogen sødme og pæn friskhed. Vinen er hverken elegant eller tung, og den forekommer ikke at lægge op til at udvikle nævneværdig kompleksitet. Vinen er derimod basalt lækker og drikkevenlig på den meget indlysende og umiddelbare måde.
Til at begynde med virker vinen så kødfuld at skelettet ikke anes, men der dukker med luftning en god, moden og velintegreret garvesyre op, så vinen får en mere harmonisk struktur.