Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Når vi giver en vin tre stjerner, betyder det at vi som minimum kan sige, at den er god eller OK, og ikke blot ud fra en "objektiv" teknisk vurdering, men også ud fra en subjektiv smagspræference-vurdering.
Vi kan teknisk betragtet ikke sætte en finger på vinen. Den er meget ren, der er masser af fylde, smag, styrke og på egne præmisser også stor harmoni. Den er stærk, pågående og blød på samme tid.
Men indtil allersidste glas havde vi det svært med vinens udtalte sødme, som vi oplevede som udpræget i syltetøjs-genren. Vi var længe på to stjerner. Trods den markante sødme er vinen dog ikke uden en vis friskhed.
De sidste mundfulde oplevede vi imidlertid som ganske fornøjelige. Om dette skyldtes at sødmen reelt var mindre fremtrædende, eller om smagsløgene på dette tidspunkt - efter maden - begyndte at "ønske" mere sødme, kan vi ikke afgøre. Vi lader tvivlen komme vinen til gode: tre stjerner.
Vinen er fremstillet af økologisk dyrkede druer.