Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Balàu er fremstillet af 65 % Dolcetto og 25 % Barbera fra producentens ældste vinmark plus 10% Merlot, lagret et år på barriques.
Vinen har hovedvægt på tør frugt, der ubetinget gør sig bedst sammen med mad.
Duften er til at begynde med tilbageholdt frugtig, åbner senere med bær og et strejf fløde.
I munden er der i begyndelsen frisk frugt, god syre og blød cremethed. Senere strammer vinen til, og tørhed, en vis bitterhed og råhed tager over, hvilket ikke er hyggeligt uden mad.
Sammen med mad med godt modspil fra grønsager med smag, er det som om vinen fuldstændig ændrer karakter: Der kommer nye smage til i samspillet med maden, og det fungerer ganske lykkeligt. Vinen er særdeles velegnet til enkel og robust mad, sikkert grundet den store andel Dolcetto.
Vi synes bestemt, at vin skal kunne gå sammen med mad, men det er også rart, at der er noget godt at smage på før og efter maden, og her synes vi vinen falder noget igennem, især fordi den tørrer og strammer til.
Vi er ikke i stand til at registrere, at vinen leverer noget, der prismæssigt modsvarer over 100 kr.