Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Caprai's Sagrantino vine hører til de absolut bedste af slagsen, som jeg (Preben, der anmelder denne vin alene) har smagt. Nærværende vin er grundet det varme år ganske opulent i stilen, men stadig rigtig flot.
Duften er varm og mørk Sagrantino, meget modne, mørke bær. Alkoholen (14,5%) stikker en lille smule i næsen.
I munden er vinen voldsom, og selv om den for Sagrantino karakteristiske høje mængde garvesyre er tydelig, så fremstår den faktisk med en fløjlsagtig overflade, og ind imellem pakkes den nærmest ind i den fede frugt: en civiliseret knytnæve i en fløjlsboksehandske.
Koncentrationen er meget stor, og der er bl.a. kulsorte smage og den karakteristiske lette beskhed. Flot harmoni. Trods sin unge alder er vinen ganske fremkommelig grundet den store og umiddelbare frugt. Vinen bliver med luft mere cremet. Masser af flæsk, men der er solidt skelet til at bære det.
Den varme årgang har tilført en anelse marmelade, der gør at jeg ikke vil betegne vinen som rigtig "stor", og som også trækker den væk fra en topvurdering.
Meget mættende. Der var simpelthen en markant grænse for hvor meget jeg kunne drikke af vinen, som i øvrigt uden problemer kunne ledsage et stykke mørk chokolade efter middagen.
Vinen holdt sig fint tilproppet over tre dage, og der var ingen tegn på den kedelige form for iltet smag, som de fleste rødvine kommer til at lide under efter et døgn. Vinen tabte lidt af marmeladen og udviklede noter af chokolade. På samme tid fyldig, rank og flot. Den kan holde i rigtig mange år endnu.