Restaurant de Ville er en del af Hôtel de Ville i Gilleleje. Hôtel de Ville er et hotel, selvom Hôtel de Ville på fransk betyder rådhus.

Ganske fyldigt vinkort med et glimrende udvalg med hovedvægt på europæiske vine. Gode muligheder for glas og halve flasker. En side med "limited edition" = dyrere vine.
Vores tjener vejledte fint og var ærlig angående, hvad hun havde smagt og ikke smagt. Det resulterede i, at vi fik en vin, der passede til vores ønsker.
Vores klare indtryk af, at vi ikke ville have fået samme kompetente vejledning af alle tjenere, men det kan tænkes, at man ville få fat på vores tjener, hvis nogen havde brug for seriøs vejledning.
God mulighed for at holde vores hvidvin kølig.
Stikprøver på otte vine viser en gennemsnitsfaktor på 3,1 i forhold til detailpriser, hvilket er ret normalt efter danske forhold. Faktoren er højst for de billige vine.

Maden var glimrende. Fisken var veltilberedt. En forret var dog for salt, og både fisk og sauce var undersaltet. Saltet på bordet var groft salt, hvilket ikke er velegnet til at salte allerede tilberedt mad med. De ca. 10 g ledsagende grønsager gjorde hverken større skade eller gavn.
Vi kunne konstatere, at restauranten ikke opdaterer menukortet på deres hjemmeside. Vi havde sat næsen op efter en jordskokkesuppe, som var erstattet af brød med karljohansvampe og parmesan. Og helleflynderen var erstattet af kulmule, ligesom grønsagstilbehøret til fisken var udskiftet til noget for os mindre attraktivt.
Vi har ikke ladet dette influere på vores stjerneudmåling af maden - blot en serviceinformation.
Betjeningen fra alle tjenere var effektiv, opmærksom og venlig. Intet at klage over.
August 2026