Restaurant Maison giver på deres hjemmeside en karakteristik af deres mad, der ikke kan være mere præcis: "Køkkenet på Maison er uforbeholdent klassisk fransk."
"Klassisk" er dog ikke et ord, man kan bruge om vinudbudet, hvilket vil fremgå nedenfor.
Vores tjener havde tydeligvis kendskab og forhold til vinene og kunne byde på en velbegrundet anbefaling af en flaske vin, en hvid Bourgogne, der skulle matche de retter vi havde valgt. Men da vi fik en smagsprøve i vores glas, smagte den overhovedet ikke af noget, vi kunne forbinde med hvid Bourgogne, og vi syntes ikke den smagte godt. Vi spurgte, om vinen var lavt svovlet. Ja. Hvilket forklarede, hvorfor den smagte som den gjorde.
Intet problem; vi kunne blot få en anden vin. Tjeneren kom tilbage med en Chablis, der allerede var åbnet, uden at vi havde godkendt valget. Og Chablis gad vi ikke. Heller ikke noget problem. Tjeneren anbefalede så en Meursault som et bud på en klassisk hvid Bourgogne (det er Chablis selvfølgelig også, men de er typisk for slanke til vores smag, når det skal være Chardonnay). Den tog vi så, selv om den kostede 1100 kr., hvilket var en del mere end, hvad vi havde forestillet os, vi skulle af med.
Vinen var sådan set fin nok, den fungerede upåklageligt sammen med vores mad, var velsmagende med god friskhed men ikke med den fylde og karakter, som vi forbinder med Meursault; glimrende uden at være opsigtsvækkende. Og vi fandt det bemærkelsesværdigt, at vi skulle op på 1100 kr. for at få en ikke-natur hvid Bourgogne syd for Chablis.
Vinkortet indledes med en side med de flasker, der vil være relevante valgmuligheder for de fleste: Tre mousserende, otte hvide, en rosé, en orange og otte rødvine. Priser mellem 400 og 950 kr. Men altså ingen ikke-naturvine blandt de to hvide Bourgogne-valgmuligheder. De næste sider afslører et meget stort vinkort, hvor der fx er 45 hvide Bourgogner at vælge mellem og priser op til 12.500 kr. Men så er man også leveringsdygtig i fx store røde Bordeaux'er med alder.
Mellem de mange franske vine er der lige klemt to vine fra Luxembourg og seks fra Piemonte (heraf fire fra Barolo/Barbaresco) ind. Respekt for det, når nu det hele ellers er totalt fransk.
Vinkortet indeholdt ingen oplysninger om vine, der kunne købes glasvis. Men med den fleksible byttepraksis vi oplevede, skabes der givetvis løbende adskillige muligheder for flasker, man er nødt til at sælge glasvis.
Da vi i forlængelse af de tidligere oplevelser spurgte, hvor stor en del af vinkortet, der udgjordes af naturvine, fik vi at vide, at det var lige under halvdelen. Vi opfordrede tjeneren til, at man fx skrev "N" ud for alle naturvine, sådan som vi har set det (få) andre steder.
Til gengæld havde man gjort sig den ulejlighed - hvad man sjældent møder - med et rødt stempel at fortælle, når en vin var udsolgt.
Fin afkølingsmulighed i en spand med vand og is.
Blandt otte stikprøver - fire fra vinkortets første side henvendt til "folket" og fire fra de mange sider henvendt til "feinschmeckerne" - fandt vi en gennemsnitsfaktor på 2,3, når vi sammenligner detailpriser med vinkortets. Det er efter danske forhold i den rimelige afdeling.
Stikprøverne forekom dog at afsløre en vis ensidighed i, hvor man får sine vine fra: syv ud af de otte tjekkede vine kom fra naturvins-importøren lieu-dit.
Tjenerens meget imødekommende og fleksible håndtering af hele vinsituationen trækker op i vores vurdering. Men det trækker ned, at man på en restaurant, hvor der signaleres en klassisk tilgang, ikke deklarerer, at sådan er det ikke, når det kommer til vinene, hverken på vinkortet eller når man vejledes.
Det er ikke rimeligt at skulle manøvrere i denne grad af uoplysthed, al den stund at det bør være indlysende for enhver, at naturvin er en speciel genre, som man ikke kan forvente, at alle finder fornøjelse i at drikke.
Maden var slet og ret fremragende. Især den rødtunge den ene af os fik (billedet), som var den bedste fiskeret, vi nogensinde har fået! Og såre enkel: en perfekt stegt fisk med en halv citron, brunet smør, kapers og kogte kartofler.
Betjeningen var venlig og effektiv. Intet at klage over.
Juni 2024