Den Lille Franske
anmeldelse af vinhåndtering, mad og betjening
Bistro og vinbar
Faaborg
Vinaspektet:
Både Den Lille Franske i Faaborg (som vi anmelder herunder) og på Frederiksberg drives af Birgit Pichat og Mads Jensen, som har skrevet Bogen om ærlige vine, som vi har anmeldt her.
Især det at Birgit Pichat har fransk familiebaggrund, som stadig i udpræget grad præger og inspirerer hende, drev os til at spise frokost på Den Lille Franske under vores besøg i Faaborg. Men også det, at Preben kunne smage deres bud på "ærlig vin" trak (Helle drikker normalt ikke vin til frokost - og slet ikke vin der tangerer naturvin).
Plus:
- Seks af vinkortets syv vine kan købes glasvis.
Neutralt:
- Vinkortet er lille, syv vine udbydes.
- Faktor for tre mulige vine fra 2,1-3,5 med snit på 2,9. Vinene koster mellem 85 og 95 kr. glasvis og mellem 300 og 500 kr. pr. flaske.
Minus:
- Vinkortet manglede for samtlige vines vedkommende oplysninger om område, appellation og årgang. Det er aldrig tilfredsstillende, men når det sker på et etablissement, der kalder sig vinbar, finder vi det useriøst.
- Vi finder det mærkværdigt og utilfredsstillende, at man på en fransk vinbar, ikke kan købe et glas rosé. For at få rosévin skal man som minimum købe 1/2 liter svarende til fire glas.
- Vi ønskede information om, hvilke vine, der var naturvine. Det vidste tjeneren ikke. Vi begrænsede forespørgslen til en af rødvinene. Tjeneren konsulterede angiveligt sin chef og kom tilbage med oplysningen: "Den er biodynamisk, hvilket også er en slags naturvin", hvilket faktuelt er ukorrekt. (Vi har en artikel om forskellen på økologisk vin, biodynamisk vin og naturvin.) Ved opskænkning kunne vi konstatere, at vinens etiket viste, at vinen ikke var biodynamisk men økologisk. Helt uacceptabelt informationsniveau.
- Den serverede rødvin var ikke det mindste afkølet.
- Den serverede vin havde et let præg af lav svovling, hvilket isoleret set var ok, når man kender ejernes observans, men den var (efter Prebens mening) ligegyldig og uattraktiv.
Mad:
Betjening:
Håbet om noget autentisk fransk mad blev fuldt ud indfriet. Både deres quiche (frokosttærte) og Salade chèvre chaud (billedet) var meget vellykkede og autentiske.
Helle havde set frem til menukortets Crème Brûlée, men da hun efter indtagelse af sin tærte bestilte den, fik vi at vide, at den havde de ikke mere - de havde endnu ikke fået opdateret menukortet, var forklaringen. Den slags bør oplyses helt fra start, så man kan afstemme forventningerne. Eller endnu bedre: levér et opdateret menukort eller streg i det mindste de retter ud, man ikke længere kan få.
Bortset fra det var betjeningen venlig og ganske effektiv.
Oktober 2023