Den Fuldkomne Fisker

anmeldelse af vinaspektet, mad og betjening
Den Fuldkomne Fisker

Den Fuldkomne Fisker er primært en restaurant, som drives af et sympatisk modent par med supergod energi, Hanne og Carl Madsen. Restauranten ligger i Onsevig på det nordvestlige Lolland.
Der bydes på enten en femretters menu, en seksretters menu eller en buffet med "lollandske tapas" til i skrivende stund henholdsvis 650, 750 og 500 kr.

Det er muligt at overnatte i hytter, lejlighed, egen campingvogn eller eget telt.

Vinaspektet: 3 stjerner

Vinkortet er opdelt i en almindelig del, som er langt den største, og "Fra den dybe vinkælder", som byder på vine der gennemsnitligt er dyrere. Vinene er altovervejende europæiske.

Til madmenuerne tilbydes to slags vinmenuer, den almindelige og "Fra den dybe kælder". Vi tog en af hver slags.

På den store del af vinkortet, som vi har betegnet som det "almindelige" vinkort, koster en flaske vin mellem 375 og 765 kr., på Fra den dybe vinkælder mellem 560 og 1330 kr. De fem pris-stikprøver, vi har taget på hver af de to vinkort viser en gennemsnitsfaktor i forhold til detailpriser på henholdsvis 4 og 2,4. Gennemsnitsfaktoren for de 10 vine er 3,2. Det er ok for Fra den dybe vinkælder, i den dyre ende for resten, om end det skal siges, at der er masser af muligheder for at købe en formentlig tilfredsstillende flaske vin i 400-500 kr.'s lejet.

Vi mærkede stort vinengagement fra Carl Madsen, som selv importerer nogle af restaurantens vine. Carl underholder også gerne med anekdoter, fx hvis der har været specielle oplevelser knyttet til mødet med producenten af en af hans vine. Det giver en god og personlig oplevelse og noget der ligner en hjemlig atmosfære på den gode måde.

Opskænkningerne var fine og ikke nærige (hvilket man ind imellem kan opleve både med vinmenuer og enkeltglas).

Kvaliteten af de smagte vine oplevede vi som svingende i hvert fald ud fra vores personlige smag, både i den almindelige vinmenu og den fra den dybe kælder.
Det samme kan siges om matchene til de enkelte retter. Det meste gik godt, men et par vine oplevede vi som helt skæve i sammenhængen. Fx oplevede vi en californisk Pinot Noir fra den billige vinmenu som vulgær med sin voldsomme fadlagring, og den passede ikke til den ret, den ledsagede. Derimod gik den an til hovedretten, en marokkansk inspireret kalvetagine, hvortil fra den dybe kælder-vinmenuen bød på en rød Bourgogne, som var en af vinkortets dyreste, men som slet ikke passede til maden.

Mad
Mad: 4 stjerner

Vi valgte en femretters menu, sprang osten over, hvilket vi ikke fortrød; vi blev rigeligt mætte. Alle retter var smukt anrettede og meget farverige, velsmagende, veltillavede og meget afvekslende.

Betjening: 5 stjerner

Både værtsparret og den ansatte tjener servicerede os fint, personligt, effektivt og opmærksomt.

August 2024

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.