Christianshøjkroen
anmeldelse af (især) vinhåndteringen
Åkirkeby (postnummer), Bornholm
Vinaspektet:
Bemærk: Christianshøjkroen har, siden vi skrev anmeldelsen, skiftet forpagter, så vi kan ikke vide, hvad og hvor meget af nedenstående, der stadig er som beskrevet.
Plus:
- Omfattende vinkort.
- De smagte vine var af god kvalitet.
Minus:
- Rødvine i glas blev serveret ved rumtemperatur (for varmt). Vi ved ikke om det samme gjaldt rødvin på flaske.
- Vi kunne godt have ønsket os, at der blandt de tre valgmuligheder blandt rødvinene pr. glas havde været lettere vine (vi spiste der til frokost). Laveste alkoholprocent var 13,5%.
- Vinvejledningens niveau forekom i højeste grad at afhænge af, hvilken tjener man fik. Vores tjeners vinkendskab forekom at være tæt på nul, mens tjeneren ved nabobordet var helt inde i tingene. Vi havde ikke indtryk af, at tjeneren var en af de udviklingshæmmede, som kroens hjemmeside gør opmærksom på, at man kan møde.
Neutralt:
- Seks stikprøver viser en prisfaktor i forhold til detailpris på mellem 2,3 og 3,4 med et gennemsnit på 2,7. Det er indenfor det danske normalområde.
Mad:
Betjening:
Vores vurdering baserer sig på en frokost, med 2 x 2 serveringer.
Restaurantens navn og bygningens udseende kunne antyde "mormormad". Men der er tale om finere fransk inspireret mad.
Smag og kvalitet var fra virkelig god til fremragende. En pigvar med hummer-bisque m.m. (billedet) var favoritten.
Betjeningen var meget venlig, præcis og effektiv, hvilket i situationen var det vigtigste for os.
På baggrund af tjenerens manglende vinviden, og at hun kaldte ikke blot hummer-bisquen men al sauce for biscuit, forekom det faglige niveau at være lavt. Og ligesom i forbindelse med vinbetjeningen forekom der her at være enorm forskel på de forskellige tjenere.
Juli 2016