Betty Spisehus

anmeldelse af vinaspektet, mad og betjening
Betty Spisehus

Det nyetablerede Betty-område i Gilleleje byder på Betty Spisehus og street food kaldet Betty Beach. Et bryggeri er på vej.

Spisehuset er i den grad værd at bide mærke i. Så længe vi har boet i Nordsjælland, har vi fundet, at udbuddet af virkelig gode restauranter her er forunderligt lavt; før spisehusets fremkomst var der kun to, hvoraf den ene kun serverer menuer, hvilket vi kun meget sjældent gider.

Vi klapper i vores små hænder efter vores første besøg hos Betty Spisehus og kvitterer med en varm anbefaling.

Vinaspektet:  stjerner

Vinkortet er avanceret med et fornemt udvalg af altovervejende europæiske vine. Bordvinene koster fra 365 til 18.050 kr.
Kortets spiritusdel er dog uinteressant med en særegen overvægt af ekstremt dyr tequila.

Vores otte pris-stikprøver viser en gennemsnitsfaktor på 2,4 med udsving mellem faktor 1,3 og 3,3 i forhold til detail. Det er i den lave middelafdeling efter danske forhold. Procenttillæggene er større ved billigere vine.

Vi havde under besøget ikke brug for avanceret rådgivning, men den smule vejledning, vi bad om og fik, var kvalificeret og resulterede i en virkelig dejlig vin.

Den engagerede restaurationschef, som står for langt den størstedel af vinindkøbene, og som tydeligvis havde et klart forhold til sine vine, viste os vinopbevaringsrummet, hvor vinene opbevares ved 12°. Hvilket den opmærksomme tjener mente var noget for varmt til vores rosévin, så for hurtigt at få kølet vinen bragte han en spand fyldt til kanten med is og vand - det har vi aldrig før oplevet på nogen restaurant! Sådan skal det være, når man seriøst vil nedkøle en vin hurtigt og effektivt.

Ret med morkler
Mad: 5 stjerner

Spisekortet byder udover muligheden for en fireretters menu på a la carte med ni forskellige retter i forretsstørrelse samt tre forskellige ost-/dessertmuligheder.
Vi smagte tre af retterne, som havde et efter vores smag passende elaboreringsniveau, de var veltilberedte og ikke mindst supervelsmagende: 1) jomfruhummersuppe med persille, glaskål og syltet gulerod, 2) kyllingefarserede morkler med kantareller, ramsløg, hasselnødder og morkelsauce (billedet), 3) stegt havkat med karotter, romainesalat, syltede stikkelsbær og sauce nage.

Betjening: 4 stjerner

Timingen i servering af retterne var glimrende.

Når vi var i kontakt med en tjener, foregik det altid meget venligt. Men det kunne være svært at fange en tjeners opmærksomhed, hvis vi havde brug for noget uden for deres køreplan.

August 2026

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.