Kalø Whisky & Vin afholdt en online whiskysmagning med fem forskellige dramme - som man ofte hører whiskyfolk omtale drikken som - på programmet. Temaet var simpelthen Nogle gode whiskyer.
Kalø Whisky & Vin er Flemming Gerhardt-Pedersen (til venstre på billedet), som er medstifter af Dansk Maltwhisky Akademi (1995) og Søren Borel, Borel Spirits (2017). De har nu arbejdsmæssigt slået pjalterne sammen, og de afviklede en glimrende smagning over Zoom, hvor man havde mulighed for at chatte undervejs - deltagernes mikrofoner var klogeligt slukkede.
Jeg (Preben), der deltog i smagningen, nyder et glas whisky en gang imellem, men jeg er om ikke lysår så dog meget langt fra at gå op i det på samme måde, som jeg går op i vin. Mit whiskykendskab er tilsvarende begrænset.
I årevis har jeg kunnet klare mig med at drikke den samme whisky, Glenmorangie's The Original 10 års, som jeg finder meget tilfredsstillende. Men en whiskyentusiast blandt vores læsere har på det sidste skubbet lidt til min whiskyinteresse ved dels at sende et par spændende prøver, dels ved at gøre opmærksom på denne smagning. Men jeg er stadig der, hvor jeg bare smager og tager stilling til om jeg kan lide den, og om jeg kunne finde på at købe den.
Der findes groft forenklet to smagstyper whisky: den ikke røgede og den røgede. Jeg har endnu ikke smagt en røget, der har fristet mig til at investere i en flaske, og det skete hellere ikke ved denne lejlighed, hvor tre af de fem whiskyer var af denne type.
Heller ikke de to andre smagte whiskyer faldt i min smag i en grad, at jeg vil købe dem. Det skal man ikke tage som udtryk for en kritik af de udvalgte whiskyer men i højere grad for, at min smag nok er mere mainstream.
Jeg vil derfor her nøjes med at videregive et par tips, som Flemming og Søren kom med, og som kunne være brugbare.
Hvad angår opbevaring af spiritus, sagde de, at man bør lade flasken stå op, fordi spiritussen angiveligt æder korkproppen, hvis man lægger flasken ned. Jeg har gladeligt opbevaret diverse spirituosa liggende, og jeg har ikke observeret problemer ved det, men de har heller ikke ligget i årevis. Med denne nye viden vil jeg selvfølgelig lade dem stå op fremover.
Flemming anbefalede, at når man lugter til sin whisky - eller dufter som det hedder nu til dags - skal man kun have det ene næsebor hen over glasset, for at næsen ikke skal blive overvældet af alkohol.
Jeg ved ikke, om jeg er enig i anbefalingen. Min oplevelse er, at det kun er sprittede spirituosa, hvor alkoholen generer. Ved rigtig god spiritus, selv med høj alkoholprocent (op til 50%), oplever jeg ikke at alkoholen stikker, overvælder, lammer eller på anden måde generer. Så umiddelbart tror jeg, at jeg fortsætter med hele næsen. Men jeg snuser da altid lidt forsigtigt indledningsvis.
Et andet og nok mere velkendt tip er, at det skulle kunne frigøre noget duft og smag at hælde et par dråber vand i sin ophældte whisky. Det skulle fjerne den alkoholhinde, der angiveligt skulle ligge på whiskyen og dermed åbne den mere.
Jeg prøvede det et par gange under smagningen, men jeg oplevede ikke at det åbnede og frigav duft eller smag, kun at whiskyen blev blødere. I ét tilfælde forbedredes duften dog. Men her var udgangspunktet i min næse heller ikke kønt: en masse røg, træværksted, lim og sprit, som altsammen blev klædeligt dæmpet - og altså ikke yderligere åbnet - af vandet.
Det skal dog siges, at mængden af whisky, der var i glassene, da jeg udførte mine eksperimenter, var ret lille, så for at få en mere retvisende oplevelse, bør jeg teste en dag, hvor jeg har mere i glasset.
Marts 2021