Det var et imponerende lineup af vine fra den absolutte elite i Chianti Classico, som 2100Happiness alias Thomas Thoresen bød på til en smagning på restauranten Ralphs, der også stod for den mad, som ledsagede smagningen.
Udover at det var topproducenter, der blev smagt, var det også fra to topårgange, 2015 og 2016. Jeg (Preben) var blandt de 14 mennesker, der havde lejlighed til at smage denne creme de la creme fra Toscana.
Når vi er på dette høje niveau, er tre og fire år gamle vine fra store årgange at betragte som unge, og de fleste af vinene ville jeg - selv om jeg i høj grad er til unge vine - klart vente et par år med at drikke.
To af vinene fik vi serveret i begge årgangene. Det giver selvfølgelig ingen mening på den baggrund at begynde at spekulere i, om den ene årgang skulle være bedre end den anden. Med så unge vine, hvor den ene jo er en hel tredjedel ældre end den anden, vil det være forventeligt, at 2015 vil fremstå væsentligt mere udviklet og tilgængelig end 2016. Og det var da også tilfældet med de to vine.
Det at 2015 var en varm årgang vil være med til at give yderligere et skub til den umiddelbare drikbarhed.
Den første af de store vine, Montevertine, Toscana, var meget mere pågående og skarp i 2016 end i 2015. Og skulle man absolut servere en af dem nu, ville 2015, hvor smagen var mest åben, klart være det bedste valg.
Stilen i Montevertines vine er typisk lys og elegant. I den tid jeg havde vinene i glasset kom tanninerne mere og mere op til overfladen, og 2016 bed ganske voldsomt. Det må godt lægge sig lidt, så der bliver plads til lyset og elegancen.
Begge årgange koster 400 kr.
Også Fontalloro, Toscana, Fèlsina var mere tilgængelig i 2015 end i 2016. Begge årgange var klassiske og balancerede. 2016 var strammere, og strukturen fremstod med voldsomhed.
Der var stor uenighed omkring bordet angående hvilken årgang man foretrak. På trods af 2015's større tilgængelighed her og nu, var jeg mest tiltrukket af 2016. Duften var lækrere, og min fornemmelse var, at den simpelthen var en bedre vin, eller at den i hvert fald hen ad vejen vil passe bedre til mit temperament end 2015.
Begge årgange koster 350 kr.
Jeg havde to favoritter til smagningen. Den første var I Sodi di S. Niccolò, Toscana, Castellare di Castellina, som jeg oplevede som helstøbt, elegant og fyldig på samme tid, helt rigtig og - lidt atypisk - decideret en fuldtonende nydelse nu.
450 kr.
Petresco, Toscana, Le Cinciole havde et helt andet udtryk. Det var meget maskulin, kraftfuld og meget tannisk, men også velsmagende. Klart en vin, som bør ligge lidt. Men min erfaring med tidligere årgange siger mig, at den vil vedblive at være en "herrevin".
300 kr.
Min anden favorit var Percarlo, Sangiovese di Toscana, San Giusto a Rentennano, som sad lige i skabet. Klassisk, kompleks, flot og meget indbydende duft. Stor balance med modne og på den gode måde polerede tanniner - det varme år forekom at have været en fordel for Percarlo, som også er en maskulin vin, der kan være ganske hård. Men altså her overraskende fremkommelig.
500 kr.
Fra Fontodi smagte vi to vine, først Vigna del Sorbo, Chianti Classico Gran Selezione, som jeg ikke fandt den store nydelse i. Den var alt for stram, bed alt for meget.
Den har tidligere været iblandet lidt Cabernet Sauvignon, som muligvis har været med til at formilde dens udtryk.
Trods vinens gode balance tør jeg ikke spå om, hvordan den vil blive. Og jeg kommer ikke til at binde an med den.
450 kr.
Fontodi's anden topvin, Flaccianello della Pieve, Colli Toscana Centrale var mere givende og mere balanceret end "lillebror", kraftigere og mere kompleks. Men den var aktuelt slet ikke hvad Flaccianello kan være, og den skal helt klart have flere år på bagen, før jeg vil blive fristet af at sætte den på middagsbordet - hvis jeg altså køber den, for den er dyr: 600 kr.
Vi afsluttede den "officielle" del af programmet (der kom senere et par ekstranumre) med Colonaia, Chianti Classico Gran Selezione, Fèlsina. Den forekom mig at være mere fin og elegant end Fontalloro med mere tilbagetrukne tanniner. Men jeg havde svært ved at danne mig et validt indtryk af den - herunder om den, som prisen antyder, er en større vin end Fontalloro - for nu var der kommet varm mad på bordet, og duften fra den blander sig uvægerligt med vinens duft og dermed også med smagsoplevelsen. Og så er det jo også muligt, at smagsløgene - og hjernen - var blevet lidt trætte, for der var ikke lagt op til spytte-ud-smagning men mere en nydelses-smagning, hvor mad i to ombæringer også var en del af det fine arrangement.
Vinen koster 650 kr.
Det er altid afslappet, uhøjtideligt og hyggeligt at deltage i smagninger hos 2100Happiness, hvor der både er plads til nørder og til folk, der uden at vide så meget om vin blot nyder de gode dråber. Og selv om lidt varmmadsduft kan forstyrre et nørdenæsebor, er det grundlæggende en god ide at parre vin og mad - det er jo det vin er beregnet til!
September 2019
