I oktober 2008 var det 5 år siden at Tom Pedersen tog springet fra en
tilværelse som forsker i nanoteknologi i Tyskland til at starte som vinimportør
i Danmark:
Atomwine så dagens lys.
En af fødselsdagfestlighederne var en Winemaker's dinner med
internationalt anmelderroste
Andrea Sottimano fra
Barbaresco. Det foregik på restauranten Famo i København. Preben tog imod invitationen.
Tom Pedersen, Atomwine (til venstre) og Andrea Sottimano
Vi smagte en Dolcetto, en Brachetto, en Barbera, en Langhe Nebbioolo, tre Barbaresco 2005 og en Barbaresco 2001. Alle Barbareschi var enkeltmarksvine.
Det var første gang jeg for alvor havde lejlighed til at smage Sottimano's Barbareschi, og det er nok den vanskeligste smagning, jeg til dato har været ude for, idet vinene forekom mig at være så langt fra at være drikkeklare, at jeg fandt dem meget svære at bedømme, især med den korte tid i glasset, som er en uomgængelig betingelse ved en middag, hvor 8 vine skal smages, og hvor der hældes ud undervejs.
Jeg må nok for en ordens skyld nævne, at jeg var i den afsluttende del af en forkølelse, og selv om jeg vurderede, at min lugte- og smagssans enten var vendt helt tilbage, eller allerhøjst var nedsat med få procent, så kan jeg selvfølgelig ikke udelukke, at visse dufte og smage ikke nåede frem hvor de skulle.
Andrea Sottimano er 33 år og driver en ejendom på 14 ha. Vinmarkernes beliggenhed fremgår af kortet (de orange etiketter).
Sottimano er udpræget terroir-mand. Som han selv udtrykker det: "Jordens sammensætning betyder meget mere end det vi gør i kælderen".
Dolcetto er piemontesernes dagligvin, en vintype som endnu ikke har formået at indsmigre sig hos mig i en grad, at den er blevet en del af mit dagligvins-repertoire.
Dolcetto'en her havde en parfumeret og frugtig duft med et
tilskud af kærnemælk. I første omgang forekom den at være en lidt glat vin, hvor jeg savnede lidt friskhed. Men jo mere jeg drak af vinen, jo tydeligere blev det for mig, at mit glas nok ikke
var helt repræsentativt, idet jeg havde fået det sidste indhold af flasken, der blev tømt
helt, og da vinen (som alle Sottimano's vine) ikke er filtreret, blev den mere
uklar både af udseende og smag jo mere jeg nærmede mig bunden.
En smagsprøve fra en anden flaske (første glas) var tydeligt klarere, og her var
vinen klædeligt mere spændstig og havde større friskhed.
Man kan uden problemer drikke hele flaskens indhold - men det kan være en god
ide at hælde
lidt forsigtigt op til sidst og evt. lade de sidste centiliter stå.
Maté er fremstillet af druesorten Brachetto, som jeg tidligere udelukkende har smagt i den lyserøde, boblende og søde udgave. Men denne her var tør og stille.
Sottimano beskrev vinen som en, der havde tendens til at opdele publikum i "elsker" eller "hader". Det kunne i en vis udstrækning bekræftes ved det bord, hvor jeg sad.
Jeg formåede at nulstille mit fordomsfilter overfor den særprægede vin, og vinen vandt ind på mig med sin lidt Beaujolais-agtigte charme.
Den havde en parfumeret duft af søde, røde bær, smagen var
jordbær, en meget frugtig og lidt letbenet smagstype. God syre, dejligt attack og
god nerve.
Den sødme man fornemmede, oplevede jeg var en aroma- og smagstype. Ud fra et
"sukkersynspunkt" oplevede jeg vinen som tør.
Jeg tænkte på den som velegnet til ikke for magre pølser og det som
franskmændene kalder charcuteri.
Dejlig og forfriskende anderledes.
Rigtig dejlig Barbera der fint kombinerede druens
umiddelbarhed med et klart seriøst touch. Fin blød friskhed. Virkelig vellavet,
med stor harmoni, fin fadsødme og elegance.
15 måneders lagring på barriques, heraf 25% nye.
Denne vin er Sottimano's introduktion til hans Barbareschi. Den fremstilles af yngre stokke (14-15 år) fra marken Basarin, men grundet stokkenes alder mener Sottimano, at vinen fra denne mark endnu ikke kan leve op til Barbaresco-navnet, så han har deklassificeret vinen fra Barbaresco til Langhe.
Vinen lagres ligesom alle Sottimano's Barbareschi på franske barriques, hvoraf 25% er nye, men Langhe lagres kun 10 måneder, hvor Barbaresco får 18-20 måneder.
Duften er lukket og lidt støvet. Vinen
er mere givende i
munden, især efter luftning, som den har rigtig godt af.
Der er roser, parfume og elegance side om side med et tandemalje-rensende tanninbid. Vinen bliver klart mere "omgængelig" sammen med mad, men kan ikke
løbe fra sin ungdommelighed.
Udviklingspotentialet fornemmes klart.
Sottimano fremstiller Barbaresco fra fire enkeltmarker: Pajoré, Fausoni, Cottá og Currá. Som nævnt ønsker han, at de fire markers forskellige terroir kommer til udtryk.
Mine smagsløg kom på noget af en prøve ved at blive udsat for disse unge (2005) Barbareschi. Selv 2001'eren, som blev smagt til sidst, kunne have godt af yderligere lagring. - eller i det mindste en ordentlig portion luft over nogen tid.
I forhold til min egen vinbeholdning kom jeg på baggrund af det smagte frem til den konklusion, at de Barbareschi fra Sottimano i årgang 2004, som jeg har liggende, og som jeg har været lige ved at smage på flere gange, bliver gemt af vejen nogen tid endnu. Og det på trods af, at jeg generelt er til vine til den unge side. Men Sottimano's Barbareschi forekommer at være decideret gemmevine.
Andrea Sottimano
De to vine blev serveret ved siden af hinanden, så det var
nærliggende at sammenligne. Jeg forstod på de andre ved mit bord, at Pajoré
burde være den mest åbne og tilgængelige, og det var der også nogen der
oplevede, mens jeg og andre oplevede det omvendt.
Pajoré var både i næse og mund hos mig
lukket og ikke sådan lige at værdsætte.
Tanninerne raspede smerteligt.
Der var dog øjeblikke hvor jeg kunne opleve, at vinen gemte på noget godt, men
ifølge mine smagsløg holdt den det sørme i stramme og strenge tøjler.
Fausoni fandt jeg langt mere omgængelig, ganske åben med den lakrids og mint, som ifølge Sottimano er karakteristisk for vinene fra omkring byen Neive. Lækker og tilgængelig med fin sødme midt i tørheden, tanniner der på et tidspunkt forekom blide, 10 minutter senere raspede de dybt. Streng som de andre, men jeg kunne nyde den, og jeg skal love for at der var masser af stof i den.
Currá 2005 havde ikke så megen duft. Harmonisk i
munden, men endnu en gang syntes jeg at vinen var vanskelig at få et klart
indtryk af og svær at værdsætte.
Om de hårde angreb, som de forrige glas havde budt på, eller om mine
kun 2 1/2 års erfaringer med at smage Neobbiolo
vine kan have spillet ind her, tør jeg ikke sige.
Jeg er dog overbevist om, at en tredje faktor er den mest afgørende: Vinene
kræver med deres
angiveligt store potentiale parret med deres i forhold til potentialet meget
unge alder luft luft luft for at de skal have en chance for at udfolde
sig nogenlunde. Det kan af indlysende grunde ikke nås sådan en aften, hvor
otte vine skal smages. Det vil nok naturligt afspejle sig i en oplevelse af, at
vinene er
strenge og ikke giver så meget fra sig.
I Currá 2001 var der i forhold til 2005'erne nye typer dufte af læder,
læderværksted, dyr, gummi og mødding, men trods det at den havde fire år mere på
bagen, rev den stadig voldsomt og dækkede
tænderne med garvesyre.
Vinen udviklede sig markant med luftning, men nåede ikke at blive rigtig
overbevisende i mit glas i den relativt korte tid jeg havde at smage på den.
Det med den relativt korte tid i glasset før det er tomt er
i sagens natur en generel betingelse ved denne type smagning, og det gjorde
selvfølgelig, at vinene ikke nåede at trække vejret godt og grundigt i den tid,
de var i glasset. Og det har Sottimano's Barbareschi, så vidt jeg kunne
konstatere, helt åbenbart brug
for, for at de skal give noget nydelse fra sig.
Det at vinene konstant forandrede sig virkelig meget i glasset taler samme sprog. De
nåede ikke at komme frem til det de skulle og kunne på den korte tid.
En oplevelse fra en vinmesse siger mig det samme: På messens anden dag smagte
jeg Currá 2004. Her havde vinen været åben fra dagen før. Hvor et døgns luft vil
skade de fleste rødvine, havde det blot gjort denne vin tilgængelig. Vinen var
her en indlysende dejlig oplevelse.
Det overordnede indtryk er derfor nogle ret strenge og ikke drikkeklare vine, hvor den elegance, som
Sottimano har ry for, for mig var svær at få øje på.
Jeg oplevede, at det først og fremmest var stor struktur der trængte sig på sanserne, mens
den umiddelbare drikkeglæde havde noget trangere kår.
Som nævnt i begyndelsen havde jeg svært ved at bedømme vinene, men jeg har tiltro til, at de mange, der roser vinene, ser rigtigt, ligesom jeg har tillid til Atomwine's dømmekraft.
Jeg er så spændt på, hvornår jeg vil tage mod til mig og åbne den første af mine 8 flasker Barbaresco 2004 fra Sottimano. Og jeg kan garantere, at den vil blive drukket i roligt tempo over rigtig mange timer, måske endda flere dage.
