Vi deltog den 17. september i Rhône-vinfestival 2005. The Wine Company havde taget det glimrende initiativ, hvor 36 importører af topvine fra Rhône-dalen skænkede op. Man kunne vælge mellem 350 – 400 forskellige vine fra Rhône-dalen - ganske overvældende.
Dansk Vincenter i Avedøre stod for kulissen, der næppe kunne være mere passende. Når det er godt vejr, som det var denne dag, er det næsten som at stå i syden blandt vinmarker. (Vi har dog ved en tidligere lejlighed oplevet, at det varme vejr havde særdeles uheldig indvirkning på vinenes temperatur - der kan blive virkelig hedt i de drivhuse, hvori vinene serveres.)
Vi havde på forhånd udvalgt ca. 25 vine, som vi ønskede at smage - en ganske svær udvælgelsesopgave. Men vores erfaringer siger os, at strækker vi os derudover, kan vi ikke rigtig bruge vores vurderinger til noget i praksis. Og ud over at "se hvad der rører sig" er det for os altid et mål at finde gode vine, der efterfølgende gør nytte hjemme ved middagsbordet.
Vi havde lavet en smageplan i fire runder: 1) daglig-/mindre vine, 2) mellemklasse, 3) store vine, 4) dessertvine. De første tre runder udelukkende rødvin.
Vi har ved en sådan lejlighed svært ved at få os selv til at bruge mange smagsresurser på at smage på små vine, så vi nøjedes med et par stykker, der så, trods de gode producentnavne, viste sig ikke at være værd at bruge spalteplads på.
Lad os i det hele taget ikke dvæle ved de vine vi fandt uinteressante, men fremhæve dem, som vi syntes om.
Vi gør lige opmærksom på, at de oplevelser vi giver udtryk
for i det følgende ikke er så præcise, som når vi anmelder vine, hvor vi jo kun
smager en vin ad gangen.
"Rigtige" anmeldelser følger naturligvis, hvis vi smager de købte vine, mens de stadig er
til salg i de aktuelle årgange.
Vi har desværrre endnu aldrig smagt en Châteauneuf-du-Pape fra superproducenten Châtea Rayas, men ejendommens Côtes du Rhône, "La Pialade" 2000 var en rigtig god oplevelse. Den havde elementær Rhône-velsmag plus lidt eg, lidt peber og en fin blødhed. En beskrivelse der ikke rigtig dækker oplevelsen af en meget fin vin, en vin som vi glæder os til at smage sammen med vores mad på et tidspunkt. Den kan fås hos Domaine Brandis pt til 99 kr. (normalpris 129)
Guigal's Crozes Hermitage 2002 fra Philipson Wine var også en flot oplevelse i mellemlejet. 129,95 v. 1 fl./109,95 v. 12 fl.
Også indenfor de større vine gjorde - selvfølgelig kunne man sige - Guigal sig flot. Vi mindes ikke at have smagt en Saint-Joseph af samme format som "Lieu de Saint-Joseph" 2001 - fremragende. 239,95 v. 1 fl./199,95 v. 12 fl.
Også klassikeren Côte-Rôtie "Brune e Blonde" 2001 var flot. 399,95 v. 1 fl./349,95 v. 12 fl. (På festivalprislisten stod den til 249,95; om det er en fejl, eller vinen siden er steget 100 kr., ved vi ikke.)
Flot var også Paul Jaboulet Ainé's Hermitage "La Chapelle" 2001 fra Domaine Brandis. Den havde moderne toner af mokka fra fadlagringen. 599 kr. fristede dog ikke, især da vi ikke oplevede vinen som helt balanceret.
De vine som faldt mest i vores smag var, som beskrevet
ovenfor, fra producenter der i årevis har stået for meget høj kvalitet. Så ingen
overraskelser her. Det var derfor glædeligt, at en af importørerne, Dan Wine Import, opfordrede
os til at smage en for os helt ukendt producent, Eric et Joël Durand. Vi
smagte deres Saint-Joseph 2003 (133,25 kr.) og deres Cornas 2003
(196 kr.). Førstnævnte
med det moderne mokka-fløde-touch i duften, men slank og ganske flot smag.
Cornas'en var rigtig flot, havde det hele, og side om side havde den både blødhed og
et fint garvesyreattack.
Der røg lige et par flasker i indkøbskurven der.
Under vores rejser i den sydlige Rhônedal har vi fået øje på
de dejlige Rasteau Vin Doux Naturel vine, som
produceres der. Og vi vender altid tilbage til Domaine Bressy Masson, som
nu heldigvis kan erhverves her i Danmark. Helle foretrak rosé udgaven
(118 kr),
lys, sød og umiddelbar, mens jeg de sidste 10 år har været , og stadig er,
stabilt meget glad for den røde(brune)
Rancio (133
kr), som
er en ret sjælden type, med en karakteristisk let oxideret smag. Uhm!
Vinene forhandles af Cappa Vin.
Det er en god oplevelse, når det er muligt at købe et par
udvalgte flasker med hjem efter at have været rundt og smage. Så det gjorde vi
da også denne gang.
Et sted lykkedes det os dog ikke at få noget med hjem: hos Philipson Wine. For
det første kunne man intet købe på stedet, og da vi forespurgte, om det var det sædvanlige med at købe 12 fl. for at få dem til
den angivne pris, var svaret med et glimt i øjet "Ja. Koldt og kynisk". "Helt
enig" svarede jeg uden glimt i øjet.
Det er virkelig god ide, at lave denne slags festivaler med
et tema og med mulighed for at smage et stort udvalg af en række
kvalitets-importørers vine.
Rhônefestivalen var virkelig vellykket både grundet denne tilrettelæggelse og
grundet stedet. Mulighederme for at gå ud og trække frisk luft midt i vinmarken
og for at købe god fransk landkost til frokost gav også sit bidrag.
Så vi håber at se flere af den type festivaler i fremtiden, både med Rhône
som tema, men tilrettelæggelsesformen kan jo sagtens bruges med andre temaer
også.