Prodigal Grenache 2001 havde en flot og ganske kompleks duft med sødme, fløde, fyrrenåle, nødder i den tawny-port-agtige genre, hvilket jeg oplevede som næsten for meget af det gode til en bordvin. Kraftigt smagende, relativt slank i munden, men i min mund var der også let kvalmende toner, som tændte mig noget af.

Prodigal Grenache 2002 havde en kompleks duft igen med tawny-nød og med lidt sprit; her stak alkoholen (16,5%) mig i næsen. Vinen var pompøs, voldsom, stærk og der var både friskhed, sødme og lidt bitterstof i finalen. Alkoholen brændte lidt. Ikke lige min stil, og jeg spørger mig selv, hvad man bruger sådan en vin til.

Covenant Shiraz 2002 havde en animalsk, dyb og mørk duft med en smule gummi. I munden gav vinen mig anledning til på dette tidspunkt af smagningen at filosofere over, at jeg generelt savnede noget, der egentlig ikke havde med dufte eller smage at gøre men med struktur. Lidt forenklet og karikeret sagt oplevede jeg, da jeg smagte på vinen, druesaft med alkohol. Jeg savnede garvesyre-rygrad og -skelet, noget hårdt og rankt til at bære den voldsomme krop, selv om modne tanniner kunne fornemmes i baggrunden.

Covent Shiraz 2003 var helt anderledes end 2002'eren: mere fyrrenålet, faktisk rigtig meget fyrrenål og eucalyptus, både duft og smag havde således en meget grøn tone.

Med Oracle Shiraz 2002 oplevede jeg et klart spring opad og en af smagningens højdepunkter. Superflot duft af meget mørke, tørre bær, chokolade, lidt kaffe, solbærlikør. Fed, lang smag, animalsk med dyr og læder. Ingen generende mint. God syre og alligevel ret glat. Lidt flad fornemmelse ved eftersmagen, der ikke udvidede sig men snævrede ind.
Medvirkende til oplevelsen af et kvalitetsspring kan muligvis være, at hvor de tidligere vine var lagret på en blanding af amerikansk og fransk eg, så bliver der til Oracle vinene udelukkende brugt fransk eg, der giver et mere forfinet fadpræg end den relativt kraftigt smagende amerikanske eg.

Oracle Shiraz 2003 fremstod meget mere enkel og enstrenget end 2002'eren. Kevin Mitchell's opfattelse var, at 2003 "ved fødslen" var en bedre vin end 2002'eren, og at det således sandsynligvis var alderen der gjorde forskellen.
Vinen havde frisk bærduft, også lidt grøn mint. Hvor jeg syntes at 02'eren var en flot vin, brød jeg mig faktisk ikke rigtig om 03'eren. Det kunne være spændende at smage den om et år, for at se om den virkelig vil kunne forandre sig til det bedre.

Greens Vineyard, Barossa Valley 2002 lagde ud med en flot og i positiv forstand aggressiv og frisk duft, også lidt mint og urter. Flot vin, dog relativ enkel med den typiske australske Shiraz + chokolade. Her var der nogen garvesyrestruktur, men stadig med den store krop og fylde som det dominerende.

"R" Reserve Shiraz, Barossa Valley 2002 var med sine 425 kr. smagningens dyreste vin. Stor, tæt og  mørk vin med duft af mørk bitterchokolade, enkel, sød og lidt glat, flødet. Her mærkedes dog nogen garvesyre og en lidt strengere struktur.
Denne vin kunne være spændende at smage efter endnu nogle år.

Sammenfattende

Det var spændende at have lejlighed til at smage vine fra en radikalt anderledes type vinkultur end den for os velkendte europæiske: Australske bordvine med samme alkoholprocenter som de alkoholforstærkede dessertvine fra Frankrigs varmeste egne.

På baggrund af de varme klimatiske betingelser, hvor den naturlige alkohol ryger til tops mens syreniveauet ryger i bund, er det imponerende, at de fleste af vinene fremstod velafbalancerede, ikke vulgært fede og ikke brændende. Dog savnede jeg i de fleste af vinene som tidligere nævnt garvesyre-rygrad til at bære den store krop. Garvesyren skal såmænd nok være der, men den er godt pakket ind i alt det andet som vinen indeholder.

Uden at have forstand på det, spørger jeg mig selv, om det, at det er en obligatorisk nødvendighed at tilsætte syre til mosten under gæringen, kan være med til at give denne oplevelse af saft + alkohol, som jeg beskrev tidligere, idet syren jo ikke indgår som en naturlig del af det basale druemateriale.

Jeg har mailet vinmageren Kevin Mitchell et spørgsmål, som jeg ikke kom på at stille under smagningen: Hvilken type mad mener han at vinene passer til? Og drikker han selv disse alkoholbomber til sin daglige mad?
Jeg vil citere hans svar, hvis der kommer et.

Smagningen vil ikke få indflydelse på vores fokusfelt, som fremdeles vil være de europæiske vine, som med deres smag, tyngde og struktur passer så perfekt til vores mad, sind - og lever.

Efter smagningen blev der snakket lidt om, hvorvidt det kunne være interessant for den danske forbruger, hvis man i lanceringen af de australske vine fokuserede på de forskellige vines regionalitet.
Hvis nogen en dag ville gøre opmærksom på, at australierne også producerer køligere vine (hvis de gør det, det har vi ikke forstand på) og pege dem ud, så kunne det måske tiltrække de vindrikkere, der - som vi - foretrækker den køligere, europæiske stil.

Januar 2006