Jeg (Preben der tager mig af de tyske vine alene) var lettere chokeret over ved en introduktion til Generation Riesling at blive oplyst om, at tysk vin fra 2012 til 2013 er gået ca. 10% tilbage på det danske marked, uanset om vi snakker værdi eller volumen. (Tal over udviklingen over flere af de seneste år er desværre ikke tilgængelig.) Tysk vin fortjener efter mine begreber i den grad fremgang. Og jeg medvirker gerne til at promovere, når lejlighed byder sig.
Generation Riesling er et projekt, der skal forsøge at forbedre tysk vins image.
Udgangspunktet ved dannelsen af projektet i 2005 var en opfattelse på det britiske marked af tysk vin som noget billigt og sødt sprøjt. En opfattelse, som jo også har været os danskere til del, men som jeg troede på afgørende vis var vendt.
Samtidig med at forsøge at gøre op med det negative image prøver Generation Riesling at gøre det at drikke tysk vin til noget moderne, som også henvender sig til unge mennesker.
Generation Riesling rummer p.t. 450 medlemmer af unge - d.v.s. max 35 år gamle - vinmagere, som fungerer som ambassadører for projektet.
Ved Generation Rieslings arrangement i København, arrangeret af Deutsches Weininstitut i samarbejde med Tysk Vinkontor, førte sommelier Billy Wagner de tilstedeværende fagfolk igennem en tre-runders smagning:
Den første skulle demonstrere, at tysk hvidvin er andet end Riesling, den anden var Riesling-runde, den tredje Spätburgunder. Når jeg har valgt øverst på siden at bringe et rødvinsbillede på trods af smagningens navn og primære fokus, er det fordi jeg fandt Spätburgunder-runden mest interessant.
I den indledende flerdrue-runde blev præsenteret tre vine fremstillet af henholdsvis Silvaner, Scheurebe og en blanding af Riesling og Gewürztraminer. Jeg har både smagt sjovere Silvaner og Scheurebe end de her serverede, mens jeg ikke mindes at være stødt på en blanding af Riesling og Gewürztraminer før. Der var tale om en basisvinen Weiss fra producenten Krebs i årgang 2013. Den kunne jeg godt lide. Gewürztraminers overvældende aromatiskhed tog naturligvis mindre plads i blandingen, end hvis den havde stået alene, og Riesling tilførte en portion god syre.
Riesling-runden skulle demonstrere forskellige jordbundsforhold. Der var en vin fra Mosel, en fra Pfalz og en fra Rheingau. Da vinene var fra to forskellige årgange og dermed også havde forskellig alder, var det måske lidt svært på denne måde at indkredse forskelle, der måtte hidrøre fra jordbunden.
Den vin fra Riesling-runden, som faldt i min smag, var Nonnenberg 2012, Georg Breuer, som var meget vellykket, rigtig dejlig. Velsmagende og både blød og med god syre.
De tre Spätburgunder-vine var meget forskellige. Min favorit, som jeg syntes var flot, var Schweigener Sonnenberg Spätburgunder, Jülg, 2011. En vin med ædelt præg, meget åben og åbenlys og med helt milde og tilbagetrukne tanniner.
At den indeholdt 13,5% alkohol overraskede mig, idet jeg fandt den mere elegant og på den gode måde mindre koncentreret end en "konkurrerende" vin med "kun" 13% alkohol.
I øvrigt leverede Mielcke & Hurtigkarl, i hvis restaurants smagningen blev afholdt, en delikat treretters frokost selvfølgelig parret med vine fra smagningen.
Smagningen forsøgtes iscenesat som en præsentation af vine fra unge, åbne og innovative vinmagere, der ikke på samme måde som de ældre var fastlåst i en lukket og begrænsende "sådan gør man" og "sådan skal det nu en gang være".
Det aspekt kunne jeg ikke få øje på via de smagte vine. Jo måske blandingen af Riesling og Gewürztraminer, som jeg ikke havde smagt før (men som jeg ikke ved hvor udbredt er). Samtlige andre vine lignede imidlertid stil- og smagsmæssigt, hvad jeg tidligere har smagt indenfor de respektive genrer. Intet nyt under solen.
Og det behøver der for min skyld heller ikke at være! Jeg kan godt se, at unge vinmagere kan bruges til at give et indtryk af noget friskt og moderne og på den måde kan bruges i et forsøg på at ændre forbrugernes konception af tysk vin. Men at nyt og ungdommeligt i sig selv skulle være bedre end gammelt (læs: erfaring) og konservativt (læs: traditioner der har bevist deres høje værdi) kan jeg slet ikke se. Men det er jo heller ikke en kunde som mig - der dels i forvejen er stor-fan af tysk Riesling, dels forlængst har passeret de 35 år - som projektet henvender sig til, men derimod til bl.a. yngre mennesker, der synes det er lidt gammeldags og mormor-agtigt at drikke tysk hvidvin.
Ved den efterfølgende "bordpræsentation", hvor man kunne smage på 17 forskellige producenters vin, var det en god oplevelse
at gå rundt og snakke lidt med de unge vinmagere. De var søde, seriøse og gav afgjort et friskt og energisk pust. F.eks. den meget entusiastiske Alexander Flick (billedet), der udover at servere en række aldeles glimrende Rieslinger (og en ok Chardonnay), også leverede en glad, livfuld og energisk ordstrøm, der var nærmest umulig at få en smagepause i.
Generelt set var mit udbytte af bordpræsentationen rent smagemæssigt ringe. Smageglas i ministørrelse har det med at tage modet fra mig. Især i de tilfælde, hvor det animerer udskænkerne til at skænke op som skulle de passe på ikke at overfylde et lille fingerbøl, går det helt galt. Det giver stort set ingenting til næsen og alt for lidt til munden. (Dette er ikke møntet på Gesine Roll, Weedenbornhof, herunder.)
Jeg skal også indrømme, at jeg fandt det svært at finde ud af, hvor jeg skulle ende og begynde. Hvilket kan skyldes at jeg forinden ikke havde researchet om de enkelte producenter. Så den tager jeg på min kappe.
Jeg tog derfor mest denne del af arrangementet som en mulighed for at snakke med producenterne og smage lidt hos dem, der havde vakt min interesse ved førnævnte guidede smagning.
April 2014
