Gambero Rosso, som mange opfatter som navnet på en af Italiens store vinguider, er i virkeligheden navnet på et forlag, der udgiver flere andre mad- og vinrelaterede publikationer. Den kendte og ansete vinguide hedder Vini d'Italia, oversat: Vine fra Italien.
Gambero Rosso afholdt i København en gå-rundt-smagning for importører, journalister, restauranter og andre med tilknytning til vinbranchen. Det har de gjort med jævne mellemrum siden (i hvert fald) 2008. Jeg (Preben) deltog som sædvanligt, og denne gang trak især to velplanlagte såkaldte masterclasses.
Første masterclass blev forestået af Marco Sabellico (til venstre på billedet nedenfor), der har arbejdet med Vini d'Italia i 27 år. Han fortalte, at guidens 70 smagere hvert år smager 45.000 vine i løbet af et halvt år. Heraf kommer ca. 20.000 med i guiden. I tre uger i juli smager man sig så igennem de vine, der er nomineret til guidens højeste udmærkelse, de tre glas, for at finde frem til vindervinene.
Sabellico mente, at guidens succes bl.a. skyldes, at den er let at forstå. En vin kan tildeles fra et til tre glas. Et glas = god vin, to glas = meget god vin, tre glas = fremragende vin. Det giver rigtig god mening, synes jeg (det er identisk med vores 3-5 stjerner), i modsætning til diverse 99 eller 100 point skalaer, som jeg min store vinentusiasme til trods finder lidt latterlige. Også beskrivelserne i Vini d'Italia forfattes ifølge Sabellico med det formål, at de skal være forståelige for "almindelige" mennesker.
Der er heldigvis ikke gået inflation i de tre glas, som er en sjælden udmærkelse, som betyder "vini eccelenti nelle loro rispettive categorie" = fremragende vine i deres respektive kategorier. I 2017-udgaven af guiden fik 429 ud af 22.000 vine (2%) de eftertragtede tre glas.
Der er ikke svært hos diverse anmeldere - italienske som danske - at finde eksempler på monstrøse point- og stjernetildelinger, som man ind imellem kan have mistanke om skyldes ønsket om, at anmeldelserne bliver publiceret i vinforhandlernes markedsføring. Det er respekt værd, at Vini d'Italia ikke er faldet for denne konkurrence om at få sine anmeldelser citeret.
I første masterclass var Marco Sabellicos mål tydeligvis at komme godt rundt i Italien. Jeg vil i det følgende nøjes med at fremhæve et par af de vine blandt de 12 smagte, som i min næse og mund markerede sig mest positivt.
Franciacorta er den mest ansete italienske spumante. Den smagte Alma Gran Cuvée Brut fra producenten Bellavista var dejlig. Ekspressiv duft med noget overvældende fadsødme. Smagen var vinøs (absolut nul brød og gær) med fadet i balance. 299,95 hos Philipson Wine (249,95 v. 12 flasker).
De smagte hvidvine springer jeg over her. Der kommer en generel hvidvins-kommentar i forbindelse med masterclass nr. 2.
Jeg undrede mig over valget af de to rødvine fra Toscana, som er den region, jeg er mest velbevandret i. Der findes så meget fantastisk vin i området, og der må være masser af vidunderlige treglas-vine at vælge mellem, og så havde man udvalgt to efter mine standarder middelmådige Chiantier, den ene med vulgært overgjort fadlagring, den andenmere klassisk men ikke særlig spændende. Jeg kan i sådan en situation ikke lade være med at spørge mig selv: Handler denne forskel i observans blot om subjektiv smag? Eller har guiden en eller anden form for interesse i at promovere nogle producenter fremfor andre? Og hvis dette er tilfældet: Hvad handler det så om?
Der blev budt på flere treglasvine, som var virkelig imponerende ved at have masser af det hele, være ekstremt velbyggede, harmoniske og stofrige. Men jeg ved fra tidligere smagninger, hvor jeg har ladet mig dupere af sådanne, at hvis jeg efterfølgende går ud og køber dem, kan jeg knapt drikke en halv flaske uden at blive over-vinmæt. Det vil Sundhedsstyrelsen sikkert bifalde. Men jeg bryder mig ikke om at miste lysten til at drikke vin, når jeg er i gang med det. Smagningsvindere kunne man kalde disse vine. En mundfuld eller to imponerer. Men det er ikke nødvendigvis vine, der klarer sig så godt, når man drikker dem i naturlig mængde og ditto sammenhæng: sammen med mad. (Der er iøvrigt også derfor, at vi, når vi anmelder vin, baserer anmeldelserne på konsumption af en flaske drukket før, under og efter vores måltider.)
En af disse "smagevindere", som umiskendeligt var en flot vin, var Quater Vitis, Terre Siciliane, Firriato, 2014 fremstillet af Nero d'Avola, Perricone, Frappato og Nerello Cappuccio. Masser af det hele i duften, fuld tryk på med kaffe og chokolade, lige på grænsen til det vulgære. Flot og mere fremkommelig i munden, fyldig og kraftig men også med masser af god struktur. 149 kr. hos Toscavini.
For mig var første masterclass' vindervin en mere diskret, slankere og lysere vin end de mørke og sødmefulde vine fra bl.a. Syditalien: mofete, Etna Rosso, Palmento Costanzo, 2014. Vinene fra omkring den sicilianske vulkan Etna betegnes ind imellem som Italiens Bourgogne. Og det er ikke helt ved siden af. Den lyse farve og ditto duft/smag kan sammen med det ikke-bombastiske udtryk nemt give associationer til Bourgogne.
Nærværende vin var helt klassisk i sit udtryk. Der var bestemt tanninrygrad, og det hele hang godt sammen - og et glas kunne sagtens skærpe vinappetiten og give lyst til et glas mere frem for at bremse det hele.
Jeg har haft samme type positive oplevelse med Etna-vine ved flere andre smagninger. Men af en eller anden grund er jeg aldrig for alvor kommet i gang med at prøve dem af hjemme ved middagsbordet. Smagning af nævnte vin giver endnu et skub i retning af at komme i gang.
Her handlede det om italienske vine med særlig favorabelt forhold mellem kvalitet og pris baseret på Gambero Rosso's guide Berebene (link til 2018 udgaven). Her kommer kun vine, som en detail kan købes i Italien for max 13 €, i betragtning. Vi smagte 10 vine.
Marco Sabellico fik ved præsentationen af vinene ledsagelse af en yngre Gambero Rosso medarbejder, Lorenzo Ruggeri, som ses til højre på billedet i venstre spalte. De gjorde begge et fint job.
Jeg nævnte i forbindelse med masterclass nr. 1, at jeg ville kommentere generelt angående de smagte hvidvine. Og her er jeg nødt til at erklære, at min smag, hvad hvidvine angår, nok kan betegnes som konservativ. Eksistensen af tysk Riesling samt Chardonnay fra Bourgogne gør, at nærmest samtlige andre vintyper får det svært, når jeg skal vurdere, fordi jeg ofte tænker "Tjo, det her smager jo glimrende, men jeg vil til enhver tid heller have en tysk Riesling eller en fransk Chardonnay."
Især i den "billige runde" - altså smartwines-vinene - kom jeg flere gange ud for netop den oplevelse: Vinene smagte isoleret set fint, og jeg tænkte, at hvis jeg fik dem serveret i Italien til en god, lokal fiskeret, ville jeg helt sikkert være glad og tilfreds. Men ville jeg købe vinen, hvis jeg fik muligheden? Nej.
Jeg oplevede hvidvinene - også de billige - som karakterfulde og meget forskellige. Så er man nysgerrig efter at afprøve hvidvins-diversitet, så har Italien seriøst noget at byde på.
I smartwines-masterclassen var den vin, der var tættest på at være en, jeg kunne tænke mig at drikke hjemme ved middagsbordet, en international stylet rødvin fra det vestlige Toscana: Hebo, Suvereto, Petra, 2015, der ifølge Marco Sabellico var fremstillet af Sangiovese, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Merlot.
46 producenter fra hele Italien stod klar ved deres borde og skænkede op til det professionelle publikum. Arrangementet var velbesøgt, så der skulle være en chance for, at vi får endnu flere af de gode italienske dråber til Danmark.
Januar 2018
