En af de mest betydende italienske vinguider, Vini d'Italia fra forlaget Gambero Rosso, rejser med jævne mellemrum rundt i verden og gør opmærksom på italiensk vin og sig selv. København er en af de 25 storbyer, som får besøg. Også Asien, Nord- og Sydamerika er på programmet.
De fleste, der interesserer sig for italiensk vin, kender sikkert guidens vurderings-system, hvor gode til excellente vine tildeles mellem et og tre glas (niveaumæssigt ca. svarende til vores tre til fem stjerner). Guidens team smager hvert år ca. 40.000 vine, hvoraf de 20.000 kommer med i guiden. Ca. 400 af disse - altså 2% - præmieres med de eftertragtede tre glas.
I modsætning til tidligere år var der denne gang gratis adgang for publikum, som havde en session, der fulgte efter fire timer udelukkende for fagfolk, hvor redaktørerne Giuseppe Carrus (nedenfor til venstre) og Luigi Salermo indledte med et pressemøde.
Carrus fortalte, at man ved bedømmelsen lægger vægt på at vinene er udtryk for deres terroir, men også at producenterne har en klar ide om deres produktion, som yderligere indebærer at de år efter år researcher med det formål at forbedre deres vine. Han betonede også vigtigheden af, at mange producenter i disse år bestræber sig på at gøre deres produktion bæredygtig i forhold til miljøet.
Man ønskede med den aktuelle smagning at spejle hele den italienske vinproduktion fra ganske små producenter til store cooperativer. Se kataloget her. 35 vinierier deltog, alle med vine, som guiden har tildelt to eller tre glas. Udover at guiden givetvis vil gøre opmærksom på sig selv, er det også dens erklærede mission at hjælpe kvalitets-vinproducenterne med at promovere deres vine på de udenlandske markeder.
Jeg (Preben, der deltog alene) mener over årene at have bemærket, at der er sket et stilskift, når man ser på, hvad der hos Gambero Rosso udløser topkarakterer. Så jeg spurgte redaktørerne, om de mente at "juryens" subjektive smag forandrede sig over tid. Mange vinanmeldere holder sikkert af at se sig selv som "objektive" - hvilket for mig er en absurditet - så hvad med prof'erne hos Gambero Rosso? Mener de at være hævet over forskellige tiders modesmage?
Giuseppe Carrus svarede, at den profesionelle smager selvfølgelig må have en meget klar ide om det at smage på vin, og at tilgangen ikke er ideologisk men sker på baggrund af en referenceramme, der handler om, hvordan traditionen er i det enkelte vinområde. Men Carrus' personlige opfattelse var, at smagernes personlige smag løbende ændrer sig; ikke sådan hvert år, men over en periode på 10-15 år. Og derved - vil jeg indsparke - adskiller de sig vel ikke fra os andre dødelige, når man ser bort fra den unge og endnu umodne vinnyder, der endnu ikke har fundet sit (nogenlunde) stabile ståsted.
Det er tydeligt, at der ved sådan en lejlighed er god gang i udveksling af visitkort og kontaktinformationer mellem producenter, der ikke har nogen dansk importør (20 af de 35 repræsenterede producenter) og interesserede importører. Det er jo glædeligt, og jeg håber da i nogle af tilfælde, at der kommer noget ud af udvekslingerne.
Publikum, der ikke er i vinsalgsbranchen, kan ved en sådan smagning få indtryk af, hvad der rører sig, og hvad det vil sige at høre til i toppen af den italiensk kvalitetsvin-pyramide. Og måske kan man ovenikøbet blandt de allerede importerede vine finde nogle, som efterfølgende er værd at købe.
Personligt var det min mening at blande smagning af traditionelle favorittyper med et forsøg på at give vintyper, som jeg normalt ikke beskæftiger mig så meget med, en chance for i højere grad at komme ind på lystavlen end de aktuelt er. Med nogle af Italiens ypperste produkter repræsenteret måtte dette jo være stedet med optimale chancer.
Filippo Zardetti, Zardetto Spumanti
Blandt de velkendte favorit-vintyper indledte jeg min smagning med tre dejlige Glera-
spumanter fra Zardetto Spumanti. Dem kunne jeg rigtig godt lide. Alle var DOCG Conegliano Valdobbiadene Prosecco Superiore. Da vinene ikke importeres, giver det ikke større mening at gå i detaljer med dem enkeltvis.
En Barbera d'Asti Superiore, Bricco Paradiso, 2010, Tenuta il Falchetto var rigtig skøn. Klassisk med alle de gode Barbera-kvaliteter inklussive lækkert fadpræg. Heller ingen dansk importør.
Barolo, Ravera, 2008, Elvio Cogno var dejlig. Klassisk, elegant, velsmagende og med fin og umiddelbar drikbarhed. Fremstillet med lang maceration og lagret på store slavonske fade. Daniele Gaia (helt til venstre på sidens øverste billede), som repræsenterede producenten, betegnede produktions-filosofien som "old school". Import: 1) Lico Distribution, der kan henvise til nærmeste forhandler, 2) Vinforalvor, Ormslevvej 287, 8260 Viby J.
Som nævnt så jeg smagningen som en chance til at give vintyper, som jeg normalt ikke beskæftiger mig med i større omfang, en chance for at påkalde sig yderligere interesse.
Det evige "smertens barn", når det drejer sig om mig og italiensk vin, er hvidvinene, som jeg - når det skal udtrykkes kort og fyndigt - mener italienerne skulle holde sig fra. Lad - med undtagelser i promille-størrelsesorden - tyskerne og franskmændende om at tage sig af dem.
I det fine og højt-ratede selskab gav jeg så hvidvinene en chance mere og smagte på et par stykker med fokus på hvad der burde være blandt Italiens bedste: Piemontesiske Gavi og en Verdicchio fra Marche.
Begge vine havde i varierende grad den frastødende bitterhed, som jeg ofte beklager mig over i forbindelse med italiensk hvidvine. Jeg fatter ikke, hvad den skal gøre godt for.
Så havde jeg mere held med et par af de røde, selv om jeg også her på et tidspunkt var ved at miste modet og give op. En af disse gode var Conero Riserva, Grosso Agontano, Garofoli, 2008 fremstillet af 100% Montepulciano, barriquelagret 18-24 måneder. Dejlig med fadpræg, god friskhed og milde tanniner. Import: Adriat Vinimport
Jeg tog også en Primitivo-runde. Primitivo-vinene var i en årrække meget populære, og jeg har smagt nogle virkelig gode vine på druen. Men de kan have en tendens til at være for tunge og blommede. Og da jeg almindeligvis er til et mere køligt udtryk end man typisk finder på Apuliens breddegrader, så er disse vine ikke så meget i vælten i mit personlige univers.
Marianna Annio, Pietraventosa
Én af de smagte vine var jeg meget positivt overrasket over: Gioia del Colle Primitivo Riserva, Pietraventosa, 2008. Den var fuldstændig uden de sydlige kogte tendenser, uden blomme, men tværtom med god frugt og friskhed og en for typen relativ og i allerbedste forstand "lethed". Absolut en vin, jeg kunne have lyst til at gensmage hjemme ved middagsbordet.
Januar 2013
