Luca Gardini, udnævnt til verdens bedste sommelier 2010
Friulano & Friends inviterede til smagning af vine fra den nordøstlige italienske region Friuli-Venezia Giulia, som man primært forbinder med hvidvin. Ifølge Vini d'Italia (i folkemunde "Gambero Rosso") 2013 er regionen Italiens simpelthen hvidvinsregion par excellence.
Når vi skal udtrykke os kort og fyndigt, plejer vi at sige, at for vores skyld behøver italienerne slet ikke at producere hvidvin, idet det hører til de ultrasjældne undtagelser, at vi smager italiensk hvidvin, som rigtig falder i vores smag. Og når nu franskmændene og tyskerne er så hamrende gode til det, hvorfor så egentlig besvære sig?
Jeg (Preben) valgte alligevel at deltage i smagningen, fordi jeg vitterlig er kommet forbi et par efter min smag rigtig vellykkede Friuli-hvidvine, så jeg nærede forhåbninger om, at smagningen havde chance for at rykke ved min skeptiske holdning til italienske hvidvine. Især da de deltagende producenter ifølge invitationen skulle være blandt regionens bedste. (Af de 27 producenter, som i Vini d'Itala 2013 fik topkarakteren tre glas for en eller flere af deres vine, eller som i tidens løb har fået tre glas mindst 10 gange, var dog kun to repræsenteret ved smagningen). Og ikke mindst fordi deltagelsen i et seminar måtte formodes at være den ultimative mulighed for at smage velvalgte vine blandt de bedste af de deltagende producenters vine i Italiens bedste hvidvinsregion.
Seminaret blev forestået af Luca Gardini (billede øverst på siden), som i 2010 fik titlen Verdens bedste sommelier. Hans guidning var dog tættere på at distrahere end at lede mig, da hans alenlange opremsning af, hvad han lugtede og smagte, hver gang en ny vin var i glasset, gjorde det vanskeligt for mig i ro og mag at fokusere på, hvad jeg oplevede.
Seminaret bød på seks hvidvine fremstillet af druerne Ribolla gialla, Sauvignon Blanc, Malvasia og Pinot Grigio. Desuden smagte vi to rødvine på druerne Schioppettino og Pignolo.
Den eneste vin, som efter min smag viste noget, der kunne være værd at skrive hjem om, var Picol, Friuli Isonzo, 2011 fra producenten Lis Neris på Sauvignon Blanc. Velduftende og -smagende. De to rødvine brød jeg mig slet ikke om.
Smagningen hed jo Friulano on tour, og den var som nævnt arrangeret af Friulano & Friends. Det kunne jo antyde, at den grønne druesort Friulano var central. Dens fravær ved tidligere nævnte seminar pegede på det modsatte.
Jeg måtte under alle omstændigheder smage i det mindste én Friulano-vin, og hvorfor så ikke vælge en der har fået tre glas i Vini d'Italia 2014: Friulano, Vigna delle Rubine, Ronc Soreli, 2011. Jeg fandt den lidt flad i smagen men ok og med god syre og klædelig lille bitterhed i finalen.
Hverken semninar-smagningen eller smagningen af tre-glas-Friulano'en motiverede mig for at gå i dybden og smage videre blandt de 26 deltagende producenters mange vine. Så du, kære læser, må bære over med, at jeg denne gang er gået lidt overfladisk til værks.
November 2013
