Digging deep into Barolo & Barbaresco

Midt i billedet ligger Marchesi di Gresy's cantina omgivet af vinmarken Martinenga. Tårnet i Barbaresco by ses i baggrunden.
(Foto: Alessandro Cisa Asinari de Gresy)

Consorzio I Vini del Piemonte, som er dem, der arrangerer den årligt tilbagevendende Barolo & Friends, som både er for branchen og det betalende publikum, havde som noget nyt valgt at lave en ren branchesmagning, som havde fået navnet Digging deep into Barolo & Barbaresco
Det var også en fornyelse, at man havde valgt at overlade udvælgelsen af de deltagende producenter til en person udenfor konsortiet: Decanter-journalisten Michaela Morris, som også forestod masterclassen Barolo & Barbaresco in a Changing Climate.
Efter masterclass og gå-rundt-smagning afholdt man - også som noget nyt - et After Party om aftenen for inviterede branchefolk og betalende gæster, hvor attraktionen var, at man bød på magnumflasker fra de deltagende producenter, vel at mærke ældre årgange end gå-rundt-smagningens friske udgivelser. Ikke dårligt!

Klimaforandringer og meget mere

Det, der fyldte mest i Michaela Morris' fremlæggelse ved masterclassen, var grundige og personlige beskriveler af de producenter, hvis (seks) vine, der blev smagt, samt beskrivelser af vejrforhold for de smagte årgange. Fra hendes mange rejser til og længerevarende ophold i området gennem de sidste 20 år havde hun tydeligvis mange oplevelser at trække på.

Michaela Morris

Klimaforandringerne fyldte - i modsætning til hvad jeg synes masterclassens navn stillede i udsigt - noget mindre, og Michaela Morris betonede fra starten af, at hendes ide med masterclassen lige så meget var at belyse alle mulige andre forandringer, der er sket relateret til Barbaresco/Barolo-området på det sidste som fx forandringer på markedet.

Jeg vil i det følgende lave nogle nedslag på de ting, hun berettede om klimaforandringsmæssigt.

Ekstreme vejrforhold

Michaela Morris fortalte, at klimaforandringerne ikke blot indebærer højere temperaturer men også lavere temperaturer på nogle tidspunkter. Det er især de ekstreme og uforudsigelige vejrforhold, som man skal lære at forholde sig til, fx hvis det ikke regner i tre måneder, og så pludselig kommer der voldsomme regnskyl, som jorden ikke kan håndtere.

Hun omtalte også, at man dernede taler meget om, hvordan markerne eksponeres for sollys, hvor det kan komme på tale at lede efter beliggenheder, der er lidt mere østvendte, fordi sollyset dér er mere blidt end på de sydvestvendte marker, der hidtil har været opfattet som de bedste.
Et af de spørgsmål, som den afgående formand for konsortiet (Consorzio di Tutela Barolo Barbaresco Alba Langhe e Dogliani) stillede til alle vin­dyrkerne i området, før han gav stafetten videre, var om man skulle tillade nordvendte marker i Barbaresco. Det blev dog kraftigt nedstemt. Men det, at man overhovedet stiller spørgsmålet, viser selvfølgelig, at nogen tænker: hvordan kan man sikre sig, at man kan blive ved med at lave vine, der ikke er for alkoholtunge og ufriske?

Tiltag

Nogle af de tiltag, man ifølge Michaela Morris benytter sig af eller muligheder, man tænker i udover de ovennævnte, er:

  • at udspænde net, der tidligere blev anvendt for at beskytte druerne mod hagl, over markerne for at sænke temperaturen og solstrålingen,
  • at overveje hvilke planter, der i fremtiden kan plantes, og som kan tåle mere tørke,
  • være opmærksom på, om bladene skal fjernes for at give mere adgang til lys og/eller ventilation, eller om de skal blive siddende for at skærme mod samme.

Deltagende producenter:

  • Castello di Verduno
  • Domenico Clerico
  • Elvio Cogno
  • Ettore Germano
  • Fortemasso
  • G.D. Vajra
  • Giuseppe Cortese
  • Marchesi di Gresy
  • Massolino
  • Moscone
  • Podere Ruggeri Corsini
  • Produttori del Barbaresco

Nicola Argamante har fingrene i substansen

Nicola Argamante

Under et kvarters tids snak med Nicola Argamante (billedet), formand gennem mange år for Consorzio I Vini del Piemonte, fik jeg en del informationer om hvordan det er at stå i den virkelighed det er at skulle producere vin i en tid med voldsomme forandringer af klimaet.
Argamante er nemlig ikke bare en kransekagefigurs-formand; han har som ejer af vingården Podere Ruggeri Corsini hæn­derne i substansen efter at havde haft sin gang på vinuni­versitet i Torino som bl.a. forsker og underviser og som konsulent for andre vinproducenter. Med det skift, som han og hustruen, Loredana Addari, i 1995 foretog fra at arbejde på universitet til at være vinproducenter, er deres tilgang ikke bare noget, der foregår i hjernen men særdeles konkret i marken, hvor de gør et stort og meget opmærksomt arbejde med, hvad der skal til for bedst muligt at tage højde for de ekstreme vejrforhold, der er blevet normen, efter at klimaforandringerne er begyndt at slå igennem.

For ifølge Argamante er det netop en konstant og høj opmærksomhed på, hvad vejret byder på, og hvad man så kan gøre i marken for at optimere i forhold til de hyppigere og forskelligartede ekstreme forhold. Der er ingen opskrift, man bare kan gå efter, og uden en elastisk mentalitet er man ilde stedt.

Han fortalte, at hvor der i 70-80'erne pr. 10 år var 1-2 varme år, 3-4 kolde år og resten var midt imellem, så er det nye, at der pr. 10 år er 3 varme år, ét koldt år og resten derimellem.

Vinene har forandret sig over de sidste tiår, fortæller han, med højere alkohol og lavere syre end tidligere. Når jeg spørger ham, om han mener, at resultaterne nu er dårligere end før, svarer han: næh, bare anderledes.

De smagte vine

Under masterclassen blev der budt på seks vine fra forskellige producenter og fem forskellige år. Og dermed ikke noget man direkte kunne sammenligne, hvis man ville have fokus på klima, da det er evident, at også belligenhed og vinmagerens stil har enorm indflydelse på, hvad der ender i flasken.
Så jeg vil tilstå, at når jeg sidder og smager i sådan en situation, går det meste af min opmærksomhed med at vurdere vinene med henblik på, hvad jeg bedst kan lide, og hvad jeg evt. ville kunne finde på at opsøge senere.

Allerede i masterclassens glas 2 mødte jeg en vin, der kom til at tegne både den efterfølgende gå-rundt-smagning og aftenens After Party: Barbaresco Riserva, Camp Gros, Martinenga, Tenute Cisa Asinari dei Marchesi di Gresy 2018. For mig skilte den sig ud som den klart bedste af de seks smagte vine.
Den havde en meget indbydende, åben, let parfumeret og frugtig duft. I munden havde vinen smuk balance, fin fylde og smagsfylde, lækker med fin krydring.
Camp Gros er navnet på en 2,6 ha stor parcel i vinmarken Martinenga. Camp Gros ses på det øverste billede som de to rektangulære felter yderst til højre for cantinaen.
Michaela Morris nævnte i forbindelse med denne vin, at på trods af at 2018 var en vanskelig årgang, var høsten stadig af så høj kvalitet, at producenten fandt den værdig til at at blive lavet til en riserva, og at det er et eksempel på, at de bedste markbeliggenheders kvalitet stadig vil skinne igennem, uanset om der er tale om en meget varm eller en meget kølig årgang. Interessant pointe!

Riserva Gaiun Martinenga

På baggrund af denne gode oplevelse styrede jeg til den efterfølgende gå-rundt-smagning direkte hen til Marchesi di Gresy's bord og smagte deres tre Barbaresco'er fra 2020.
Martinenga havde en fint parfumeret velsmag og mærkbare tanniner. Riserva Gaiun Martinenga var på dagen min favorit af de tre, velduftende, åben og med en for en Nebbiolovin i denne klasse overraskende "frugtig" smag - og megen tannin.
Gaiun er navnet på en 2,3 ha stor parcel i vinmarken Martinenga. Den ligger ca. 400 meter vest for Camp Gros og ses på det øverste billede som to felter lidt til venstre for cantinaen.
Riserva Camp Gros Martinenga havde ligesom den til masterclassen smagte 2018 en herlig og parfumeret duft. Smagen bød på mindre frugt end Gaiun, og vinen var aktuelt ikke så charmerende.

Forhandleren Fine Wines havde været så venlig at lægge sin prisliste med producentens vine. De sælger ikke Camp Gros i 2018 men i 2016, hvor den koster 1195 kr.! Producentens billigere model, som ikke er Riserva, koster 695 kr. i årgang 2018.
Heldigvis kan jeg se, at min favorit-pusher af italiensk vin, 2100Happiness har hele 20 af Marchesi di Gresy's vine - herunder minsandten den skønne Camp Gros i den smagte årgang 2018 - og de er markant billigere her, om end stadig i den eksklusive priskategori.
Camp Gros kan hos 2100Happiness i årgangene 2016 og 2018 erhverves for 800 kr. Det er udenfor den prisramme, jeg normalt opererer i, men det her skal altså på et tidspunkt prøves hjemme ved aftensmads­bordet...

Andre gode vine

Blandt de seks masterclass-vine var der, udover den for mig altoverskyggende vinder nævnt ovenfor, to vine mere, som jeg her vil fremhæve. Den første er Barolo del Comune di Serralunga d'Alba, Aeroplanservaj, Domenico Clerico, 2019, som var velduftende og -smagende, velbygget, endnu ganske tannisk og endnu lidt for ung. Også den har jeg efterfølgende måttet erfare prismæssigt er i den voldsomme afdeling: den er usympatisk prissat til 999 kr. hos Gallovini - groteske 40% rabat, hvis man køber seks flasker.
Barolo, Bussia, Podere Ruggeri Corsini, 2017 havde den drikbarhed og balance, som jeg siden mit besøg hos producenten i 2014 har oplevet som et af producentens kendemærker. Den kan bl.a. købes hos Clemmensen Wine til fornuftige 350 kr.

After Party med magnumflasker

Som tidligere nævnt var der inviteret til After Party om aftenen, hvor de udvalgte producenter skænkede op fra magnumflasker af lidt ældre årgange, fra 2013 til 2018, hvor gå-rundt-smagningen typisk havde budt på årgang 2020 og 2021.

After Party

Det var en sild-i-en-tønde forsamling, så det krævede lidt skubben og masen at komme ind til de borde, som bød på noget, man godt ville smage.

Castello di Verduno bød på en flot Barolo, Massara 2013.

Marchesi di Gresy serverede endnu et brag af en vin: Barbaresco Riserva, Gaiun Martinenga, 2016, som var hård lige efter åbning, men som 1 1/2 times tid senere var skøn.

Tre flasker Marchesi di Gresy

Klimaforandringer eller ej: De laver stadig skøn vin dernede!

November 2024

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.