The Wine Company havde i anledning af deres 10 års jubilæum indbudt til smagning af vine fra Châteauneuf-du-Pape producenten Domaine de Cristia. Vinene blev præsenteret af den afslappede og sympatiske vinmager Baptiste Grangeon (billedet herunder). Jeg (Preben) deltog alene.
Der blev bl.a. budt på følgende vine:
Côtes du Rhône 2003, 2004, 2005
Côtes du Rhône Villages 2004
Châteauneuf-du-Pape 2000, 2001, 2003, 2004
Châteauneuf-du-Pape, Cuvée Renaissance 2000, 2003, 2004
Châteauneuf-du-Pape, Cuvée Vieilles Vignes, 2004
Châteauneuf-du-Pape, Cuvée Vieilles Vignes, 2004
Baptiste Grangeon fremhævede gang på gang, at han tilstræber elegance og søde tanniner i sine vine. Og det lykkes ham til fulde. Hans vine er radikalt anderledes i stil end den kraftfulde stil, som man ofte forbinder med Châteauneuf-du-Pape.
De tre smagte årgange af Domaine de Cristia's Côtes du Rhône
var ganske forskellige.
Alle er fremstillet af 100% Grenache, nul fadlagring.
2003 var tæt, koncentreret, solmoden, glat og blød.
2004, som jeg personligt fandt den mest interessante, var tørrere og mere
krydret end 03'eren, havde også en smule peber. Glimrende vin til bedre
dagligbrug.
2005 vil det være lidt uretfærdigt at udtale sig for kategorisk om. Den var
aftappet for et par måneder siden og var tydeligt temmelig
lukket.
Côtes du Rhône Villages 2004 havde stor ynde, duft af frugt og parfume, lidt blomster, vel sød stil til min smag. 80% Grenache, 20% Syrah, kun Syrah'en fadlagres.
Et gennemgående træk i Chateauneuf'erne var en vis sødme parret med ganske højt alkoholindhold (op til 16,5%) og en oplevelse af lav syre.
De almindelige cuvéer (dvs ikke Cuvée Renaissance og Cuvée Vieilles Vignes) er fremstillet af 85% Grenache, 10% Syrah og 5% Mourvèdre. Kun Syrah og Mourvèdre fadlagres, og ikke med det formål at tilføje fadsmag, men for at skabe søde tanniner.
2000 var ganske lækker, meget blød og rund, med lidt
parfume, men jeg manglede lidt bid.
2001 var i min mund sød og nærmest overelegant, dvs lidt tøset. Jeg
manglede nerve og rankhed.
2003 bjergtog vist ikke blot mig men det meste af selskabet med sin enkle og
indlysende drikbarhed. Skøn solskin på flaske, sødmefuld (3-4 gram restsukker),
men på en måde som vinen kunne bære.
Ifølge Baptiste's egen smag var den for letdrikkelig, og han betonede, at den
ikke havde det store lagringspotentiale.
Vi var flere der var enige om, at en vins kvalitet
ikke alene afhænger af dens evne til at lagre, men også af at den smager godt, mens
den gør det. Og denne her smagte
pokkers godt lige nu.
Efter at have smagt mig igennem batteriet af også dyrere og mere eksklusive
vine, testede jeg lige denne 2003'er igen, og den holdt distancen, havde mange
fine nuancer og også en vis dybde.
2004 havde jeg lidt svært ved at bedømme, fordi den blev serveret efter en af de mere koncentrerede special-cuvéer (omtalt herunder), på baggrund af hvilken den forekom lidt vandet, hvad den naturligvis ikke var, og ifølge Baptiste led flasken stadig af "aftapningssyge", idet den var aftappet for et par måneder siden. Men vinen forekom mig at være mere klassisk Rhône end 2003'eren, tørrere og med mere klassisk kraft. Så jeg vil tro, at den bliver god.
Domaine de Cristia fremstiller to special cuvéer, Cuvée Renaissance og Vielles Vignes.
Af de tre smagte Cuvée Renaissance forhandles kun
2004 (de andre er udsolgt).
Ingen af Cuvée Renaissance'rne var min stil. Jeg oplevede 2000'eren (100%
Grenache) som
ubalanceret, jeg savnede både syre, bid og krop.
2003'eren (80% Grenache, 10% Syrah, 5% Mourvèdre) var efter min smag for alkoholrig (15,8% i flasken, 15% på etiketten); i munden mærkedes vinen som en sydfransk,
alkoholforstærket dessertvin (hvor alkoholprocenten jo netop starter ved de
15,5), og så glider vi ud over den kant, hvor jeg ikke længere oplever, at det har noget med
rødvin at gøre. Her snakkede man om at hælde vand i vinen.
2004 (70% Grenache, 20% Mourvèdre, 10% Syrah) havde noget flot over sig. Her var der for første gang for en del (20%)
af vinen anvendt nye fade, hvilket måske var med til at give
struktur. Men også denne vin manglede efter
min mening friskhed, sødmen voksede i eftersmagen og
generede også sammen med mad. "Australsk" koncentration.
Cuvée Vielles Vignes 2004 (100% Grenache) viser samme billede med den
koncentrerede, lidt "australske" stil, glat og ret syrefattig i fremtoning, helt
silkebløde og relativt tilbagetrukne tanniner, klistrer lidt i eftersmagen.
16,5% (!!) alkohol i vinen, mens etiketten siger 15%.
Den åbne og ligefremme Baptiste Grangeon fortalte, at der var to grunde til at
holde etiketten på max 15%: 1) for ikke at støde
kunder fra sig, 2) for at manøvrere udenom en højere skatte- og afgiftssats.
Hvad 1) angår oplever jeg denne praksis (som han sikkert ikke er ene om at
benytte) som falsk markedsføring. Han har jo fuldstændig ret: Jeg ville aldrig
drømme om at købe en fransk bordvin med 16,5% alkohol. Skulle jeg så lokkes til
at købe den alligevel? Hmm.
Som det fremgår kan jeg sagtens leve uden at gensmage de dyrere special cuvéer (299 kr.), som jeg oplevede havde for meget af alting.
Generelt er jeg også mere til den mere potente stil Châteauneuf, end den som Cristia står for, om end jeg som nævnt nød standard Châteauneuf'en 2003 for den helt basale vinglæde den bød på her og nu.
Côtes du Rhône 2004 vil jeg kunne bruge til bedre dagligbrug.
Sammenfattende vil jeg sige, at jeg savnede friskhed og
kanter i vinene, sødmen var ofte for markant, og alkoholniveauet i de dyrere
vine overskred grænsen for hvad der for mig giver mening i en rødvin.
Elegance, sødme og blødhed kan være fint, men der må også godt være en vis rankhed og friskhed til
stede, synes jeg.
Til de læsere, der lægger mere vægt på
Robert Parkers mening end på min, vil jeg lige nævne, at Parker er oppe på 92-95
point for Cuvée Renaissance 2004, og hele 94-96 point for Vielles Vignes 2004.
Hver mand sin smag.
