Da jeg netop var begyndt på min riserva-smagerunde, blev en klon-smagning annonceret. Den havde jeg intet hørt om, og det skyldtes - erfarede jeg - at min invitation ikke omfattede denne klon-smagning, som var for de særligt udvalgte. Af dem var dog kun ganske få dukket op, så der var også plads til os på anden klasse.
Finn Årosin Madsen (t.v.), der skriver om italienske vine i
bl.a. Smag & Behag fortalte om hele baggrunden for et projekt i Chianti
Classico, der har haft til formål at finde frem til de kloner af overvejende
Sangiovese, der er bedst egnede til dyrkning forskellige steder og til
forskellige vintyper.
Via eksperimenter på 16 marker over hele Chianti Classico har man fundet frem
til syv Sangiovese-kloner og en Colorino-klon, som anses for at være
de bedste.
Daniele Rosellini (t.h.), chef-ønolog hos Consorzio del Vino Chianti Classico præsenterede med stor passion fem af de syv Sangiovese-kloner og Colorino-klonen.
Det var interessant på denne måde at få et kig ind i
"værkstedet", hvor der tages stilling til, hvilket druemateriale der skal bruges
til fremtidens Chianti Classico vine.
Jeg skulle lige indstille sig på de meget "nøgne" smagsprøver, som var uberørt
af andet end ståltanke. De var mere interessante ud fra en teoretisk synsvinkel
end de var kønne at få i munden. Så jeg skal spare læseren for smagenotater.
Overordnet kan siges, at nogle kloner ansås for mere velegnet til frugtige vin
beregnet til konsumption indenfor vinens første leveår, mens andre kloner var
bedst til midterkvaliteter, og andre igen bedst til vine med stor krop og lang
lagring.
Smagningen af Colorino-klonen udløste en vis undren over at
denne drue ikke bliver brugt mere og måske endda som selvstændig drue, da den
faktisk gav fine smagskvaliteter fra sig. Nogen oplevede den som Syrah-agtig. Jeg smagte lækre mørke smage
af bl.a. mørk chokolade.
Ingen af de tilstedeværende kunne komme på en eneste ren Colorino vin, så
aktuelt bruges druen angiveligt udelukkende i små mængder, som bidrager med lidt
farve og duft til visse Sangiovese-baserede vine.
Via sådan en præsentation fik jeg indtryk af, at der stadig arbejdes på højtryk i Toscana på at forbedre kvaliteten yderligere. Men det er klart, at der vil gå adskillige år, før resultaterne af Projekt Chianti Classico 2000 slår igennem hos os forbrugere. Dels er nyplantningerne af markerne først påbegyndt i 2001, og det tager mange år før vinstokke giver optimal kvalitet. Dels er det endnu kun en syvendedel af Chianti Classico's marker, der har fået udskiftet planterne.
Vi må jo så håbe, at det, som de nu har eksperimenteret sig frem til, også holder i virkelighedens verden...
