Carlo Merolli er en utrættelig forkæmper for, at vi danskere skal smage andet end Chianti, Barolo og Amarone. Vi skal smage vine fremstillet af druer, som "ingen" kender. Og med Italiens hundredevis af druesorter er der rigeligt at kaste sig over.
Fornemmelsen ved smagningen af vine fremstillet af den blå druesort Cesanese var, at Merolli ville teste på publikum og et par skribenter, om det var noget der var værd at satse på.
Jeg (Preben) deltog og vil her give mit bud på et svar, der dels selvfølgelig baserer sig på min personlige smag, men også på om jeg ville slippe heldigt fra at servere Cesanese for Helle, og endelig vil jeg forsøge at give et gæt på en mere generel profil på den vinnyder, som vil anse Cesanese-vine som attraktive at binde an med.
Vi er i Lazio ca. 45 km øst for Rom. Carlo Merolli er født og opvokset i Rom, og for år tilbage var vinlivet i Rom - forenklet sagt - ret enkelt: Frascati var hvidvinen, Cesanese var rødvinen.
Kvaliteten af Cesanese-vinene er først de sidste 10 år kommet op på et niveau, som kan berettige til at man lader andre end de lokale smage på vinene, hvilket bl.a. afspejles i, at den appellation - Cesanese del Piglio - som spillede hovedrollen ved smagningen, blev ophøjet til DOCG i 2008 efter at have været DOC siden 1973.
Federico PerinelliCesanese del Piglio skal bestå af mindst 90% Cesanese d'Affile og/eller Cesanese comune, hvor førstnævnte anses for den bedste.
Det skulle vise sig, at allerede første smagsprøve rummede det, som jeg fandt karakteristisk i den altovervejende del af de smagte Cesanese-vine: en udpræget floral duft og smag parret med mere eller mindre rustikke tanniner.
Producenterne Maria Elena Sinibaldi, Giovanni Terenzi, Corte dei Papi og Casale delle Ioria var repræsenteret med i alt 15 rødvine, som var dem jeg fokuserede på, mens jeg sprang hvidvin og spumante over.
Det normale er, at en producent byder på billigere, frugtorienterede vine, der udelukkende er lagret på stål samt fadlagrede vine, der typisk er baseret på producentens bedste druemateriale. Sådan var det også her.
Jeg syntes - lidt overraskende for mig selv - bedst om de ståltankslagrede vine, hvor jeg fandt, at druekarakteren kom bedst og klarest til udtryk.
Blandt de fadlagrede vine syntes jeg bedst om Casale delle Ioria's Torre del Piano 2016 (199 kr.), som er lagret syv måneder på barriques. Det var denne vin, som jeg valgte til at ledsage den ret med and, som vi fik serveret, efter at der havde været god tid til at smage på vinene.
To af mine favoritter på dagen var Casale delle Ioria's Campo Novo 2017 og Corte dei Papi's Colle Ticchio 2018 til henholdsvis 105 og 145 kr. Begge stållagrede.
Udover at de begge var velsmagende og harmoniske, glimrede de ved at have ikke så fremtrædende og tilmed relativt behagelige tanniner, hvilket indimellem kunne være en mangelvare.
Jeg fandt smagningen spændende men endte med at gå med tom indkøbskurv. Når de rustikke tanniner med deres bitre finale-toner meldte sig i varierende styrke, forestillede jeg mig, hvordan det ville gå at sætte sådan en vin på bordet derhjemme, og jeg var overbevist om, at Helle med sin høje tannin- og bitterfølsomhed ville bede mig om at drikke vinen alene. Og jeg foretrækker, at vi kan nyde vin sammen.
Federico Marcoccia
Jeg har i forvejen Nebbiolo- og naturvinene for mig selv, og tysk Riesling er også en "ensom fornøjelse". Men disse vines kvaliteter værdsætter jeg i så høj grad, at dem vil jeg have, uanset om jeg er alene om at nyde dem.
Cesanese-vinene nåede ikke højt nok op på mit barometer til at jeg vil tilføje dem til endnu en vintype, jeg skal drikke alene.
Jeg kan dog sagtens se et potentielt publikum for mig: Dels den italiensk-vin-nysgerrige vinnyder, der skal have alle smage og stilvariationer med. Dels dem, der sætter pris på rustik vin med masser af åbenlys druesmag. Vin, der uden fine fornemmelser og med indlysende og karakterfuld velsmag, går lige ind og griber om sanser og indvolde på en direkte og ligetil måde.
November 2019
