Barolo & Brunello på Børsen 2015

Flasker og glas

For anden gang kunne man opleve smagningen Barolo & Brunello på Børsen i København. Arrangørene bag begivenheden, Strada del Barolo e Grande vini di Langa og Consorzio I Vini del Piemonte, og Consorzio del Vino Brunello di Montalcino ser dermed ud til at have fundet sammen om noget, der kan udvikle sig til en årligt tilbagevendende begivenhed.

Smagning

Barolo eller Brunello?...

...var for mig (Preben) spørgsmålet denne gang. Som jeg også skrev sidste år, kan der udfra et promotionsynspunkt være god mening i at præsentere de to "kongevine" side om side. Personligt finder jeg dem så forskellige, at jeg foretrækker en adskillelse. Og det stod mig jo heldigvis også frit for. Så i år valgte jeg udelukkende at smage Brunello. Jeg fik så til gengæld smagt på samtlige Brunello'er (bortset fra et par stykker fra en forhandler, som jeg tilstræber at gå i en stor bue udenom grundet dennes prispolitik). Og da der var 22 producenter repræsenteret, og hver af disse typisk havde 2-3 vine på deres stand, var der nok at gå i gang med de to timer, der var til rådighed. Der var typisk også en Rosso di Montalcino ved hver stand, men dem havde jeg slet ikke kapacitet til at give mig i lag med.

Med et stort antal vine at vælge mellem, foretager jeg ind imellem at en forhåndsudvælgelse v.hj.a. et par italienske vinguider. Men afveksling skal der til, så denne gang havde jeg lukket øjnene for, hvad der måtte findes af anmeldelser. Så det var bare at starte fra en ende af.

Stor vin? Eller bare dejlig at drikke?

Mit ærinde var ganske enkelt: at finde nogle vine, som jeg fandt så meget behag i, at jeg kunne tænke mig at få dem på middagsbordet derhjemme en dag. Det betyder, at de skal være til at drikke og smage godt. Lidt i modsætning til meget dyre monstervine, som ikke nødvendigvis giver noget fornøjeligt fra sig, og hvor mantraet er: "Gem".

De første vine, som jeg syntes rigtig godt om, var fra producenten Capanna. Deres Brunello di Montalcino 2009 var dejlig med en attraktiv duft af bl.a. skovbund.
Capanna etiketter Deres Brunello 2010 gav mindre fra sig, havde flot struktur men var tørrere og mere reserveret.

Det samme har jeg oplevet flere gange med adskillige andre producenters Brunello 2010. På papiret er 2010 en større årgang - nogle taler om den bedste nogensinde. Men jeg har oplevet flere lækre 2009'ere end 2010'ere, der for tiden ind imellem kan være lidt stramme i betrækket. Så mit indtryk er, at man kan karakterisere 2009 som en i bedste forstand folkelig årgang, mens 2010 måske mere er for "specialisterne". Når jeg for tiden skal have Brunello på bordet, er jeg mestendels på "folkets" side.

Capanna-folkene ved standen oplyste, at de ikke har nogen dansk importør, men jeg har på nettet fundet en årgang 2008, der forhandles af Ubbe's Vinhandel til 315 kr.

En anden lækker Brunello fandt jeg hos Castello Romitorio. Ved Castello Romitorios stand Her var der så et eksempel på en 2010, der allerede var åben og dejlig. Velsmagende med elegance og fin sødme; ikke for hård.

Heller ikke Romitorio meldte om en dansk importør, men igen har jeg fundet en flaske på nettet, en 2008'er hos Juul's Vin og Spiritus til 449 kr.

En tredje vin, jeg kan fremhæve, er Brunello'en enkeltmarksvinen Campo del Drago" 2010 fra Castiglion del Bosco. Flot og velsmagende med balance og velintegrerede tanniner.

Alle de andre

Med så mange vine af den kaliber smagt over så kort tid, kan der sagtens være andre vine, som jeg kunne have fremhævet, hvis jeg haft mere tid. Jeg anser det for sandsynligt, at jeg har smagt nogle vine hen mod slutningen af smagningen, som grundet slidte smagsløg og højt tempo uberettiget ikke "trængte igennem". Det er jo vilkårene.
Ikke desto mindre er det altid underholdende at deltage i sådan et arrangement.

November 2015

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.