Fans af italiensk vin - i hvert fald de københavnske - har i årevis haft mulighed for et årligt besøg på messen Barolo & Friends på Børsen i København. Arrangørene bag begivenheden, Strada del Barolo e Grande vini di Langa og Consorzio I Vini del Piemonte, mødte for to år siden den daværende formand for Consorzio del Vino Brunello di Montalcino. De udvekslede ideer om deres aktiviteter, og ideen "hvorfor laver vi ikke noget sammen?" blev født. Ideen var at fremvise "kongerne" af italiensk vin, Brunello di Montalcino og Barolo fra henholdsvis Toscana og Piemonte. Det blev til en debut her i november 2014.
Forud for smagningen spurgte jeg (Preben der deltog alene) mig selv, om det gav mening at smage disse to meget forskellige vine ved siden af hinanden. Svaret kommer lidt an på betragtningsvinkel, synes jeg. Ud fra et markedsføringssynsvinkel - og markedsføring er et eksplicit formål med den type arrangementer - forekommer svaret at være et klart ja. At forene to af Italiens kæmper er givetvis et udmærket trækplaster.
Lidt mere i tvivl er jeg, når jeg anskuer spørgsmålet ud fra en vinøs synsvinkel. Det er i hvert fald efter min mening afgørende for udbyttet at smage vinene i den "rigtige" rækkefølge.
Det har mig bekendt altid været sådan, at de seminarer, der var en del af Barolo & Friends, kun var for fagfolk. Men ved Brunello & Barolo var det nu muligt for det betalende publikum at komme på seminar formedes 695 kr. for seminar + 2,5 times efterfølgende gå-rundt-smagning (sidstnævnte koster 395 kr. alene). Til gengæld var der vist kun i meget begrænset omfang sendt invitationer til fagfolk. Effekten var, at der var rigeligt med ledige pladser i hvert fald til det seminar jeg deltog i. Men er 695 kr. ikke også at spænde buen for vidt?
Jeg deltog i seminaret med to Brunello og to Barolo parret med fire toscanske og fire piemontesiske oste. Jeg vil her mest koncentrere mig om vinaspektet.
Der blev serveret en Barolo, der er en blanding af traditionel og mere moderne stil: Barolo Bussia, Podere Ruggeri Corsini, 2008, lagret 30 måneder på en blanding af nye og et og to år gamle franske fade samt store slavonske fade. Den anden Barolo skulle repræsentere en mere traditionel stil: Barolo Gramolere, Manzone Giovanni, 2008 lagret på store fade af slavonsk eg og tonneaux af fransk eg i 36 måneder. Begge virkelig dejlige vine indenfor deres respektive genrer.
Begge producenterne var til stede. Nedenfor ses Loredana Addari fra Podere Ruggeri Corsini (t.v) og Mauro Manzone fra Manzone Giovanni.
De to Brunello blev serveret efter Barolo'erne, hvilket overraskede mig, idet tanninerne i Barolo kan have det med at virke mere eller mindre mund-lammende.
Men Sandro Minella, der ledte smagningen, begrundede valget med, at Brunello'erne var blødere og sødere (især grundet årgang), og det var den smag han gerne ville have, man skulle have i munden til sidst, hvor Barolo'erne havde en friskende og rensende virkning på den mund man startede med. En forståelig og plausibel argumentation. Men personligt havde jeg det en smule vanskeligt med Brunello efter Barolo.
Temaet med den mere moderne (læs: barriques) og den traditionelle (læs: store fade) stil gik igen ved serveringen af de to Brunello. Den første Brunello di Montalcino, Villa I Cipressi, 2009 var barriquelagret og fremstod i min mund umiddelbart lidt sød. Ovenpå Barolo'erne havde jeg dog lidt svært ved at "fange" den.
Den anden Brunello di Montalcino, Poggio al Granchio, Val di Suga, 2009 forekom mig mere struktureret, og den bekom mig umiddelbart bedre. Men jeg vil ikke påstå at mine oplevelser her er fuldt tilregnelige grundet førnævnte "rækkefølgeproblematik".
2009 var i Montalcino (som i Piemonte) et år med megen varme, så højere alkohol og sødme vil nok generelt karakterisere denne årgang i forhold til de mere "klassiske". Så nogen egentlig sammenligning mellem Brunello og Barolo var øjensynligt ikke på dagsordnen.
Sødmen og den højere grad af cremethed i Brunello'erne var dog velegnet til at demonstrere, hvordan cremede og fyldige oste bedre matchede Brunello'erne, hvor mere tørre og salte oste stod sig bedre til Barolo'erne. Men skal jeg være helt ærlig, blev jeg personligt ikke inspireret til at servere ost sammen med nogle af de to vintyper, som jeg synes passer bedre til en hovedret med et godt stykke mørkt kød.
Lidt over 20 producenter af "hver slags" præsenterede deres vine i den smukke børssal. Det store spørgsmål er som altid ved den slags kæmpesmagninger: Hvordan skal man gribe det an? Hver af de ca. 45 producenter præsenterede flere vine. Så vælges skal der. Denne gang havde jeg desværre ikke forudgående et smageprogram, så tilfældighederne rådede til en vis grad for mit vedkommende. Med i omegnen af - slag på tasken - 160 vine følte jeg mig nødsaget til at fravælge de mindre vine, så hverken Rosso di Montalcino eller Langhe Nebbiolo fik en chance her. Direkte til "kongerne".
Jeg tog først en Brunello-runde og derefter en Barolo-runde. Og den rækkefølge synes jeg fungerede godt.
Af de smagte vine syntes jeg især godt om følgende:
Brunello di Montalcino, Lisini, 2009. 385,00 hos Otto Suenson
Brunello di Montalcino Riserva, Lisini, 2008
Brunello di Montalcino, Villa Le Prata, 2007
Brunello di Montalcino, Uccelliera, 2009. 300,00 hos Vinova
Brunello di Montalcino Riserva, 2008, Uccelliera. 500,00 hos Vinova
Barolo, Cerretta, 2010, Germano Ettore, 2010. 399,00 hos Viniropa
Barolo, Gramolere, 2008, Manzone Giovanni
Barolo Riserva, Gramolere, 2007, Manzone Giovanni. 750,00 hos Køge Vinhandel
Barolo, Percristina, 2005, Domenico Clerico. 750,00 hos Lysgaard Vine
November 2014
